Skip to main content

Full text of "Den Danske Stjerne"

See other formats


DEN DAVKKE 




AUGUST 1966 
115. ÅRG. 










'f :f |§pW;:sili ":«>*- - 



/*- 



gS*^ 






"■"■:■ v;. ...... — v 






*£T. ™J 




DEI dan&fcz STJERNE 

Organ for JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE 

Nr. 8 

AUGUST 1966 
115. ÅR G. 



Indhold: 

Handlefrihed - den guddommelige gave 167 

Ny missionspræsident 168 

Præsident Joseph Fielding Smith 90 år 169 

Søg Ånden 170 

Hjælpeforeningen 171 

Månedens spørgsmål 176 

Den danske missions historie Midtersiderne 

Evigt ægteskab begynder i hjemmet 177 

G.U.F 178 

Kredslærerindernes budskab 180 

Søndagsskolen 1 80 

Præstedømmet ■. 1 83 

Genealogisk Forening 184 

The Spoken Word 1 85 

Prisliste 186 

Personlige nyheder 187 



Den danske Stjerne udkommer den 1. i hver måned og abonnementsprisen (ind. porto) er i Danmark 
kr. 13,00 pr. halvår, kr. 25,00 for et helt år, i udlandet $ 3,00 pr. halvår, $ 5,00 for et helt år. I løs- 
salg kr. 2,50 pr. nummer. 

Betaling kan i Danmark ske gennem postgiro 333.38 til 

Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, Priorvej 12, København F. Telefon (01)34 24 55 

Don L. Ch ristensen, missionspræsident, ansvarh. redaktør 
Mary W. Kaiser, redaktør 
Annoncer: Jørgen W. Schmidt 

ORACO-reklame *97 03 35 Tryk: O. Christensen. Holte 



Handlefrihed 

- zDen guddommelige gave 



af Præsident David O. McKay 



Næst efter livet selv er retten til at styre dette liv Guds 
største gave til mennesket. En af de ting, som mennesket 
mest trænger til i dag, er bevarelsen af personlig frihed. 
Frihed til at vælge må påskønnes mere end noget andet 
jorden kan give. Den er iboende i menneskets sind. Den er 
en guddommelig gave til ethvert normalt væsen. Enten 
man er født i ussel fattigdom eller lænket ved fødselen 
til nedarvede rigdomme, har enhver den kosteligste af 
alle livets gaver — handlefrihedens gave — menneskets 
nedarvede og umistelige ret. 

Handlefrihed er drivkraften for sjælens fremgang. Det 
er Herrens formål, at mennesket skal blive som Han. 
For at mennesket kan opnå dette, var det nødvendigt for 
Skaberen først at gøre ham fri. »Personlig frihed«, siger 
Bulwer-Lytton, »er den altovervejende nødvendighed for 
menneskelig værdighed og menneskelig lykke.« 

Skriften viser, at princippet handlefrihed er (1) nødven- 
dig for menneskets frelse, og (2) kan blive en målestok, 
hvorved menneskers, organisationers og nationers handlin- 
ger kan blive bedømt. 

Jeg ved ikke af, at der nogensinde i menneskehedens 
historie har været et tidspunkt, hvor den onde syntes så 
besluttet på at rette et slag imod en fundamental dyd som 
mod handlefriheden. 

Jeg hører ikke til blandt dem, som i verdenskatastro- 
ferne ser Guds hånd som årsagen. Jeg tror ikke, at Gud 
har skabt elendigheden i verden i dag. Jeg tror, at tilstan- 
dene i verden i dag er et direkte resultat — et uundgåeligt 
resultat — af ulydighed mod Guds love. 

Jeg tror, at en af Guds største egenskaber er kærlighed, 
at Han er vor Fader og ønsker, at Hans børn skal have 
lykke og evigt liv. 

Menneskene kan vælge det rette eller de kan vælge det 
forkerte, de kan vandre i mørke eller de kan vandre i 
lyset, og husk på, at Gud har ikke ladet sine børn vandre 
i mørke. 

Gud iagttager nationernes skæbne. Shakespeare sagde: 

»Der er en Gud, som former vore mål, hvordan vi end 
ruhugger dem.« 

(Hamlet, 5. akt, 2. scene, Østerbergs oversættelse). 
Vi kan »ruhugge vore mål«, når vi vælger vor kurs, men 
Gud vil beherske vore handlinger og nationernes handlin- 
ger til fuldbyrdelse af sine guddommelige formål. 

Med handlefrihed følger ansvar. Hvis mennesket skal 
belønnes for retfærdighed og straffes for det onde, så kræ- 
ver almindelig dømmekraft, at han får magt til uafhængig 
handling. Kundskab om godt og ondt er nødvendig for 
menneskets fremgang på jorden. Hvis han blev tvunget 
til at gøre det rigtige hver gang, eller hjælpeløst blev lok- 
ket til at begå synd, ville han hverken fortjene en be- 
lønning for det første eller en straf for det andet. Menne- 
skets ansvar virker i forhold til hans handlefrihed. Hand- 
linger i harmoni med guddommelig lov og naturlove vil 
bringe lykke, og handlinger i modstrid med guddommelig 




sandhed elendighed. Mennesket er ansvarlig ikke blot for 
enhver handling, men også for enhver dårlig tanke eller et- 
hvert dårligt ord. 

Handlefriheden og det ansvar, der er forbundet med 
den, er fundamentale sider af Jesu lærdomme. Gennem sin 
gerning her på jorden understregede Han den enkeltes 
værd og var et eksempel på det, der nu udtrykkes i ny 
åbenbaring med »sin gerning og herlighed«. (Se Moses 
1:39). Kun gennem den guddommelige gave, sjælens fri- 
hed, er en sådan fremgang mulig. 

På den anden side udspringer tvang fra Lucifer selv. 
Selv i menneskets forudtilværelse søgte Satan magt til at 
tvinge den menneskelige familie til at gøre hans vilje ved 
at antyde, at menneskets handlefrihed er uvirksom. Hvis 
hans plan var blevet modtaget, ville de menneskelige væ- 
sener blot være blevet marionetter i en diktators hånd, og 
formålet med menneskets komme til jorden ville være ble- 
vet tilintetgjort. Satans foreslåede regeringssystem blev 
derfor afslået, og princippet handlefrihed oprettet i stedet 
for. 

Der er et andet ansvar, som er forbundet og endog sam- 
tidigt bestående med handlefrihed, og som der altfor sjæl- 
dent lægges vægt på, og det er virkningen ikke alene af et 
menneskes handlinger, men også af hans tanker. Menne- 
sket udstråler hvad han er, og denne udstråling påvirker 
i større eller mindre grad enhver som kommer indenfor 
denne udstråling. 

Styrke regerer verden i dag. Personlig frihed trues ved 
international rivaliseren og falske politiske idealer. Uklog 
lovgivning, altfor ofte tilskyndet af politiske hensyn, vil, 
hvis den bliver vedtaget, på fristende måde underminere 
menneskets ret til handlefrihed, berøve ham hans retmæs- 
sige friheder, og gøre ham til blot en tand i ensretnin- 
gens knusende tandhjul. 

Det er godt altid at holde sig den kendsgerning for øje, 
at staten er til for den enkeltes skyld, ikke den enkelte 
for statens. Enhver form for styre, der ødelægger eller 
underminerer den frie udøvelse af handlefriheden, er 
forkert. Frihed bliver da til tøjlesløshed og mennesket en 
synder. Det er statens funktion at knægte overtræderen 
og beskytte den krænkede. 

Gud står i evighedens skygge, synes det mig, og beklager 
de uundgåelige resultater af de dårskaber, overtrædelser 
og synder, som hans vildfarne børn begår, men vi kan ikke 
dadle Ham for disse mere, end vi kan dadle en fader, som 
kan sige til sin søn: 

»Der er to veje, min søn, den ene fører til højre, den an- 
den til venstre. Hvis du tager den til højre, vil den føre 
dig til succes og lykke. Hvis du tager den til venstre, vil 



167 



den bringe dig elendighed og ulykke og måske død, men 
du kan vælge hvilken du vil. Du skal vælge, jeg vil ikke 
påtvinge dig noget.« 

Den unge mand starter, og da han ser de tillokkelser 
og de tiltrækkende ting, der findes på vejen til venstre, 
og tror det er en genvej til lykke, beslutter han at tage den 
vej. Faderen ved, hvad der vil blive af ham, han ved, at 
ikke langt fra den blomsterstrøede sti er der et sumpet hul, 
hvori drengen vil falde, han ved, at efter at han har kæm- 
pet sig op af sumpen, vil han komme til en mudderpøl, 
hvori han vil sprælle. Han ser andre, som har valgt stien i 
den samme sump, og han ved, at i deres kamp for at kom- 
me op på tørt land vil der være slagsmål. Han kunne se 
det, længe før drengen nåede til denne tilstand, og han 
kunne derfor forudsige det. Faderen elsker drengen allige- 



vel og vil stadig vedblive at advare ham og bønfalde ham 
om at vende sig til den rette sti. 

Gud har også vist verden, gennem sine profeter i de 
tidsaldre, der er gået, at mange af hans folk, enkeltper- 
soner så vel som nationer, ville vælge den sti, som fører til 
elendighed og død, og han forudsagde det, men ansvaret 
ligger hos dem som ikke ville lytte til Guds budskab, ikke 
hos Gud. 

Magten til at vælge ligger inde i jer — vejene er tyde- 
ligt afmærkede. Når I skal træffe jeres valg, må Gud 
da give jer klarsyn, en stærk vilje, et modigt hjerte! 



M»^ @ Witt* 



*1 



Ny Missioiispræsicleiit 




Præsident og søster Don L. Christensen 
med deres fem børn, Lynda, Jed, Jody, Craig og Steven. 



Som ny missionspræsident for den danske mission er 
kaldet ældste Don L. Christensen, hvis hustru er Marva 
Sorensen, datter af tidligere missionspræsident i Danmark, 
Edward H. Sorensen. 

Præsident Christensen er præsident for et symaskine- 
firma, hvis virkeområde er de vestlige amerikanske stater. 
Han var missionær under præsident Edward H. Sorensen 
i den danske mission, hvor han virkede som distrikts- og 
grenspræsident. I Utah har han været biskop siden 1964 
og har været stavs- og ward-G.U.F. -forstander og ward- 



Søndagsskoleforstander foruden at være lærer i organisa- 
tionerne, og han er Master M-Mand. 

Søster Marva Christensen var også missionær i Danmark, 
da hendes fader var missionspræsident. For øjeblikket er 
hun organist i Hjælpeforeningen og lærerinde i Primary. 
Hun har været stavs-aktivitets-rådgiver og aldersgruppe- 
rådgiver i G.U.F., og hun er Guld-Gleaner. 

Når disse linier læses, er præsident og søster Don L. 
Christensen og deres fem børn ankommet til Danmark, og 
alle medlemmer i missionen ønsker dem 



II.JIIMI I H. VII K<Hmiv\! 



168 




»Fornylig så jeg ham gå vestpå på South Temple Street 
i Salt Lake City henimod Kirkens kontorbygning. Klokken 
var lidt over 7.30 om morgenen. Han stod oprejst, hans 
skridt var sikre og faste og hurtige. Da vore øjne mødtes, 
gik et smil over hans ansigt og blev til et bredt grin. Hans 
blå øjne funklede. Da han tog min hånd i et stærkt og 
varmt greb og spurgte til mit helbred, gik der en gysen 
igennem mig. Det var svært at svare på grund af den 
klump jeg havde i halsen. 

Det var ikke en ny oplevelse. Det var en oplevelse jeg har 
haft snesevis af gange før, og dog er den aldrig blevet 
gammel. Og nu på en eller anden måde var den blevet 
endnu mere betydningsfuld. Hvilken udfordring at få til 
opgave at skrive om og yde hyldest til Joseph Fielding 
Smith, rådgiver i det Første Præsidentskab og præsident for 
de Tolvs Råd i Herrens Kirke! 

Jeg stod i undren og ærefrygt ved siden af denne ærvær- 
dige Guds tjener — den bemærkelsesværdige måde Herren 
har bevaret ham på, de høje stillinger han holder i Kirken, 
de mange år han har tjent som generalautoritet, de titu- 
sinder af mil han har rejst i Herrens tjeneste, hans store 
kendskab til skriften, de utallige evangelietaler han har 
holdt, de mange vigtige bøger og artikler han har skrevet, 
og fremfor alt hans urokkelige, kompromisløse og ufravi- 
gelige hengivenhed for Herren og for Kirken«. 

Præsident Joseph Fielding Smith blev 90 år den 19. juli. 
Han er den ældste mand, som nogensinde har tjent som 
præsident for de Tolvs Råd og har været medlem af dette 
Råd længere end nogen anden mand i denne uddeling, 
idet han blev ordineret til apostel og beskikket som med- 
lem af de Tolvs Råd den 7. april 1910, fire år efter at 
Præsident David O. McKay havde modtaget et lignende 
kald. Han er den eneste mand, som sideløbende har tjent 
som præsident for de Tolvs Råd og rådgiver i det Første 
Præsidentskab. 

Joseph Fielding Smith har overlevet fjorten apostle, som 
blev ordineret efter ham. Elleve af disse blev kaldet imel- 
lem ham og Harold R. Lee, som kommer næst efter ham 
i anciennitet i kvorummet. 






90 



ar 



Joseph Fielding Smiths tjeneste i Kirken har været mo- 
numental. Kirken har været hans liv hele hans liv. Som 
missionær, som Kirkens historieskriver, som sekretær, di- 
rektør og præsident for Genealogical Society, som general- 
bestyrelsesmedlem, som tempelpræsident, som forfatter og 
redaktør, som pædagog, som forretningsmand, som med- 
lem af de Tolvs Råd, som præsident for de Tolvs Råd 
og som rådgiver i det Første Præsidentskab har han utræt- 
teligt viet sit arbejde til fremme af Herrens værk. 

Nu hvor han er blevet 90 år, bor han med sin elskede 
hustru, Jessie Evans Smith, i en beskeden lejlighed, hvor- 
fra han kan spadsere til og fra Kirkens kontorbygning. Når 
han finder tid mellem utallige møder, aftaler, interviews 
og opgaver, kan man som regel finde ham i færd med at 
studere skriften eller sidde ved sin skrivemskine, hvor han 
skriver breve eller besvarer spørgsmål om evangeliske em- 
ner. Han tager stadig sin tørn med stavskonference-opga- 
ver og beder ingen af de andre medlemmer af de Tolvs 
Råd om noget, som han ikke selv ville gøre. 

Jeg ville ønske, at alle Kirkens medlemmer kunne ken- 
de ham, således som de, der er ham nær, gør det. For 
mange kan han synes hård og ubøjelig, og det er han, 
når det drejer sig om sandhed og ret. For ham er der 
intet kompromis om Guds ord. Sandhed er sandhed, og 
Guds befalinger kan ikke sættes til side eller ignoreres. 
Han er en mand, hvis overbevisninger stammer fra en 
loyalitet og en hellig hengivenhed for Kirken, som aldrig er 
blevet anfægtet hverken af ven eller fjende. Præsident 
Smith tror, at hvad Herren har sagt eller åbenbaret gen- 
nem sine profeter, er Herrens mening, og Hans ord kan 
ikke ændres eller modificeres blot for at passe til menne- 
skers bekvemmelighed eller ønsker. Han accepterer bog- 
staveligt og komplet alle det gengivne evangeliums prin- 
cipper uden tøven eller vaklen, uden spørgsmål eller kom- 
promis. Med Josua erklærer han: »Men jeg og mit hus, vi 
vil tjene Herren«. 

Han er en venlig, kærlig og hengiven mand, fader og 
bedstefar. Alle hans fem sønner har været på mission, og 
alle hans børn er viet i templet. Om børnene sagde han 
fornylig: »Jeg er fader til 11 børn, og indtil nu har hver 
eneste af dem været et trofast medlem af Kirken, og alle 
er aktive, for det er den måde de blev opdraget på, og de 
var lydige. De vil tilhøre mig for evigt og er grundstenene 
i mit rige.« 

Når Præsident Smith nu er blevet 90 år, vil alle Kirkens 
medlemmer over hele verden takke ham for disse år med 
vidunderlig tjenestegerning, og vi beder, at Guds velsig- 
nelser vil ledsage ham i endnu mange frugtbare år. 

(Fra Improvement Era). 



169 




o 



af ældste Bruce R. McConkie af De Halvfjerds' Første Råd 



Vi ved, at Joseph Smith har sagt, at den Helligånd er 
en Åbenbarer, og ethvert menneske, som har modtaget den 
Helligånd, har modtaget åbenbaring. Så vi mente, at hvis 
vi kunne indstille vore sjæle tilstrækkeligt på det uendelige, 
være i stand til i vort liv fuldstændigt at udøve den gave 
som vi har fået da vi blev døbt, ville vi blive ledet på rette 
vej i alle ting. 

Jeg foreslår følgende som et mål alle mennesker i 
verden bør følge: »Søg Ånden« — ønsk fremfor alt andet 
i dette liv at blive vejledet af den Helligånd. 

Vi tror ikke blot, at Kirkens Præsident eller de ledende 
brødre er berettiget til inspiration fra Herren, men ethvert 
medlem af Kirken er berettiget til Åndens tilskyndelser. Vi 
modtager den Helligånds gave ved dåben. Lovligt bemyn- 
digede brødre lægger deres hænder på vort hoved og siger: 
»Modtag den Helligånd«. Dette giver os ret til bestandigt 
at blive ledsaget af dette medlem af Guddommen, baseret 
på trofasthed, som følge af hvilken vi er berettiget og 
kvalificeret til, hvis vi vil, at modtage personlig åben- 
baring. 

En dag sagde jeg til mine missionærer i Hobart, Tas- 
mania: »Vi vil holde vort møde på toppen af Wellington- 
Bjerget« — et uhyre stort bjerg, som skuer ud over byen 
og bugten. De var i begyndelsen ikke klar over, at det var 
mit alvor, men efter at jeg havde fortalt dem ,at alle de 
store mænd, Moses, Jareds broder, Nephi og så videre, 
var klatret op på bjerge, samtykkede de. Før det knap 
var blevet daggry, samledes vi ved foden af bjerget og 
tilbragte mange slidsomme timer med at klatre op til top- 
pen. 

Oppe på toppen fandt vi nogle fjernsyns-relæstationer. 
Da vi nu var deroppe, fik vi tilladelse til at blive vist rundt. 
Der var en flink ung mand, som i et sprog vi ikke forstod, 
men i en myndig tone, i enkeltheder forklarede de ting, 
som havde at gøre med at transmittere fjernsynsudsendel- 
ser. Jeg var fuldstændig ude af stand til at fatte eller for- 
stå, hvordan det var indrettet, men jeg vidste, at det vir- 
kelig fandt sted. 

Om aftenen, da vi var nede i dalen igen — to af mine 
unge sønner var med mig — var vi i et værelse, hvor der 
var et fjernsynsapparat. De indstillede det på den udsen- 
dele, som kom fra toppen af bjerget. Vi så i værelset i vir- 
keligheden, projiceret foran os, evighedens drømmebille- 
der. 

Hvis det på noget tidspunkt lykkes os at indstille vore 



sjæle på den evige bølgelængde, som den Helligånd sen- 
der på, kan vi på samme måde, da han er en Åbenbarer, 
modtage Åndens åbenbaringer. Hvis vi kunne indstille vore 
sjæle på det bånd, som han sender synerne om evigheden 
på, kunne vi se, hvad Profeten så i afsnit 76 i Lære og 
Pagter, eller alt andet, som det var hensigtsmæssigt for 
os at se. Det ville altsammen ske i overensstemmelse med 
loven, i tilslutning til de evige principper, som Gud har or- 
dineret. 

Nu er jeg ikke i stand til at forklare, hvorledes det sker. 
Jeg ved, at loven eksisterer, at disse ting virkelig finder 
sted i det åndelige rige, og at det er muligt at modtage 
åbenbaring og vejledning i vore personlige sager. 

Der var engang en lærer. Hans navn var Lehi. Han un 
derviste i nogle viderekomne kurser i religion og teologi. 
Han havde nogle temmelig tåbelige elever, som ikke fattede, 
hvad det altsammen drejede sig om. To af disse elever 
kom til en elev, som var ved at få et budskab fra sin 
lærer. De sagde: ». . . Se, vi kan ikke forstå det, som vor 
fader har talt . . .« 

Den elev, som forstod det og kendte det, sagde: ». . . Har 
I adspurgt Herren?« 

De sagde til ham: ». . . Det har vi ikke, thi Herren kund- 
gør os ikke sådanne ting.« (Se / Nephi 15:7 — 9). 

Så irettesatte han dem, instruerede dem i, hvordan de 
skulle lære, hvad deres faders undervisning drejede sig om, 
og gav dem følgende instruktion fra Herren: 

». . . Hvis I ikke forhærder jeres hjerte, men beder til 
mig i tro med forvisning om, at I vil få, og med flid hol- 
der mine bud, skal disse ting visselig tilkendegives for 
jer.« .(/ Nephi 15:11). 

Dette er atter en illusration af hvordan vi vinder ånde- 
lig kundskab. 

Den store Profet Alma sagde, idet han citerede de gamle 
profeter og vidnede om visse ting angående Kristus og 
frelse: 

»Jeg siger jer, de er kundgjort for mig ved Guds hel- 
lige ånd. Jeg har fastet og bedt i mange dage, så jeg 
selv kunne vide disse ting. Og nu ved jeg for mig selv, 
at de er sandfærdige, thi Gud Herren har åbenbaret dem 
til mig ved sin Helligånd; og det er åbenbaringens ånd, 
som er i mig.« (Alma 5:4-6). 

Nu vil jeg citere endnu et. Det er noget, som henven- 
der sig, ikke alene til Guds Profet, ikke alene til De Tolvs 
Råd, men til alle folk i Kirken. Jeg tror dette er det kla- 



170 



reste og bedste udtryk, som vi har i åbenbaringerne med 
hensyn til hvad vor mulighed er, som et folk, der har den 
Helligånds gave og ledsagelse, eller som burde have den: 

»Thi så siger Herren: Jeg, Herren, er barmhjertig og 
nådig mod dem, der frygter mig, og jeg finder behag i 
at ære dem, som tjener mig i retfærdighed og i sandhed 
til enden. 

Stor skal deres løn være og evig deres herlighed. 

Og dem vil jeg åbenbare alle hemmeligheder, ja, alle mit 
riges hemmeligheder, som har været skjult fra tidens be- 
gyndelse; og i kommende tider vil jeg kundgøre dem 
min velbehagelige vilje angående alt, hvad der hører mit 
rige til. 

Ja, endog evighedens undere skal de skue, og jeg skal 
vise dem det tilkommende, ja, hvad der skal ske i mange 
shegtled. 

Deres visdom skal være stor, og deres forstand nå til 
himlen; og for dem skal de vises visdom forgå, og de 
kloges forstand blive til intet. 

Thi jeg vil oplyse dem med min And, og gennem min 
kraft skal jeg tilkendegive dem min viljes hemmeligheder, 
ja, det som intet øje har set eller øre hørt, og som ikke 
er kommet ind i noget menneskes hjerte.« (Lære og Pag- 
ter 76:5—10). 

Hvis vi ønsker et slogan, som siger os, hvorledes vi skal 
få Guds Ånd, baseret på de skriftsteder som jeg lige' har 
læst, tror jeg at dette slogan skulle være: »Fast, bed og 
adlyd.« Hver gang vi lærer at holde fast ved den lov, som 
sætter os i stand til at indstille vore sjæle på den udsen- 
delse, som Herren sender ud, vil vi få personlig vejledning. 



Et vidnesbyrd kræver, både ifølge sin definition og sin 
natur, at vi modtager personlig åbenbaring fra Ånden. 
Hvis vi kun ud fra et akademisk eller intellektuelt stand- 
punkt ved, at dette er Guds rige og Hans evangelium, så 
har vi ikke et vidnesbyrd i den virkelige betydning af ordet. 
Vi har et vidnesbyrd, når det er lykkedes os at indstille 
vore sjæle på Gud, så at den Helligånd taler til ånden i 
os. Vi må høre den lille, stille røst. Når dette vidne gives, 
så ved vi af os selv, at værket er sandt, og ved passende 
lejligheder rejser vi os og bærer dette vidnesbyrd for ver- 
den. Alle de missionærer, som har held med sig, gør dette, 
fordi de er vidnende missionærer. De bærer vidne om det 
de selv ved om guddommeligheden af værket. 

Vi har en lille formel, som vi følger for at få et vid- 
nesbyrd: Vi ønsker i vort hjerte at vide, om værket er 
sandt; vi studerer de principper, som det omfatter; vi 
praktiserer dem i vort liv; og vi beder til Gud og beder 
Ham om at åbenbare sandheden for os. 

Den Helligånd er en åbenbarer. Den Helligånd er også 
en helliggører, og de, som får den åbenbaring fra Ånden, 
som de er berettiget til, og vandrer i lyset af denne åben- 
baring, vil til rette tid finde, at deres sjæle bliver hellig- 
gjort. Denne proces med helliggørelse omfatter at skylle 
alt, hvad der er ondt og syndigt, bort og erstatte det med 
retfærdighed. Alt dette tilsammen udgør systemet med at 
udarbejde vor egen frelse. 

Jeg henstiller, at det slogan, som leder og styrer i alt 
dette og i alle vore sager, kan være: »Søg Ånden«. 

(Tra The lnstructor, januar 1966). 







oJienmaen 




Kære søstre! 

Det er som om det kun er et par måneder siden, at vi 
pakkede vore kufferter ud for at blive her i tre år. Går 
tiden ikke hurtigt, når man har travlt og arbejder i Her- 
rens tjeneste? 

Jeg er så taknemmelig for, at vi besluttede at have 
Stævne før vi rejste hjem. Da vi spadserede gennem Ti- 
voli og nød hinandens selskab, blev jeg ved at minde mig 
selv om, at denne lejlighed måske aldrig mere ville kom- 
me igen, og jeg knuste et par tårer. Hvor følte jeg mig vel- 
signet ved at spadsere side om side med så udvalgte kvin- 
der. At se dem glade og vise så megen kærlighed til hin- 
anden. Det er den måde Herren mente det skulle være 
hver dag. 

Det var morsomt at spise frokost sammen. Man skulle 
tro, at stedet var blevet reserveret lige netop til os. Var 
blomsterne ikke smukke? Så I det store bundt balloner? 
Jeg ville gerne have købt dem allesammen og gået med 
dem bundet til min arm og så have givet jer hver en lige 
før vi skulle stå på bussen! 

Herren velsignede os med sådant et dejligt vejr. Selv 



busturen var sjov, og jeg følle det, som om vi ejede bus- 
serne. 

Mannequinopvisningen var noget ganske særligt, ligesom 
alle de andre programmer også var det. Jeg nød musikken, 
udsmykningen, sketchen, maden, alle øvelserne, og fremfor 
alt den dejlige ånd I kom med. 

De flotte håndarbejder vil jeg altid huske, og tale om, 
når jeg kommer hjem. Alting på udstillingen var noget 
ganske specielt og så vældig godt ud. 

Jeg vil gerne takke alle søstrene for deres omsorg, de- 
res hjælp og hengivenhed. Jeg vil rejse hjem mere rig 
på velsignelser og vil aldrig ophøre med at tænke på, 
hvordan alle har behandlet os. Karen bar sit vidnesbyrd 
i vort sidste familiemøde og sagde, at hun ikke kan takke 
Herren nok, fordi Han lod os tilbringe tre år i det smuk- 
keste land i verden, med de dejligste folk. Jeg føler på 
samme måde. 

Vi vil gerne allesammen sige: »Tak for tre af de rigeste 
år vi nogensinde kunne gøre os håb om.« 

Med kærlig hilsen 
Ingrid Sorenson 



171 





172 




173 



i::t : f:;v 



fe 

05 
"-^ 

2 

05 



as 

R 

•S" 

05 

C 

05 

3 

5' 

05 

a 

Cc 

«■* 
<3 
05 



c- 

05 

S- 
a 

a 



o 

Ol 



3 



C5 




174 



& 




SfVM 




af Elaine B. Curtis 



I Lære og Pagter, afsnit 4, læser vi: 

»Se, nu er et vidunderligt værk ved at komme frem 
blandt menneskenes børn. Se derfor til, o, I, der 
indtræder i Guds tjeneste, at I tjener ham af jeres 
hele hjerte, sjæl, sind og styrke, så I kan stå ulastelige 
for Gud på den yderste dag. 

Dersom I derfor ønsker at tjene Gud, da er I kal- 
det til arbejdet. 

Thi se, marken er allerede hvid til høsten. 
Og tro, håb, barmhjertighed og kærlighed og med 
øjet alene henvendt på Guds ære gør ham skikket til 
dette værk. 

Kom tro, dyd, kundskab, mådehold, tålmodighed, 
broderlig kærlighed, gudsfrygt, gavmildhed, ydmyghed 
og flid i hu. 

Bed, så skal I få, bank på, så skal der lukkes op 
for jer.« 
Med disse få korte vers har vi foran os de mest grund- 
læggende egenskaber ved lederskab. Med tro, håb og kær- 
lighed — selve grundvolden for Hjælpeforeningen — har 
vi i os som ledere muligheden for at få indflydelse på 
søstrenes liv, og også på dem uden for Kirken. Vi kan 
hjælpe dem til at få en bedre forståelse af sig selv og 
opnå en højere grad af gode egenskaber. 

For at få en god indflydelse på søstrenes liv, er det først 
nødvendigt at forstå dem. Hvis vi forstår dem, bliver vi 
forstået. De ting, vi siger og gør, vil så falde i modtage- 
lige sind og have større virkning på deres liv. 

Når en leder søger at forstå, må hun gøre sig den kends- 
gerning klar, at ikke to søstre er ens. De kommer fra 
forskellige hjem, fra forskelligt milieu, har haft forskellig 
uddannelse og forskellige mål i livet. På grund af denne 
forskel vil de hver især fortolke forskelligt i lyset af hver 
sin erfaring. En moder med mange børn blev engang 
spurgt, om hun kunne være upartisk overfor hvert med- 
lem af sin familie og elske dem alle i samme grad. Hen- 
des svar var klogt og kom af hendes store erfaring. Hun 
sagde, at hendes kærlighed var lige stor i styrke til hver 
enkelt, og at hun behandlede dem allesammen ens ved 
at behandle hver enkelt forskelligt. For at gøre dette var 
det nødvendigt for hende at forstå hvert medlem af fami- 
lien og erkende, at de hver især var anderledes end de an- 
dre. En leder ser disse forskelligheder hos dem hun om- 
gås og tilpasser sine handlinger derefter. 

Når man er klar over disse forskelligheder, er det en 
klog leder, som også forstår, at der er fælles grundlæg- 
gende behov hos dem, som hun skal lede. Enhver har 
behov for at føle sig som en del af et hele og at have 
en følelse af sikkerhed, som kommer af at høre til. Hvil- 
ken ideel situation kan ikke blive skabt af en Hjælpefor- 
eningsleder, som har et ansvar til alle og lader enhver 
få held med dette ansvar! Den søster, som føler, at der er 
brug for hende og at hun har betydning for organisationen, 
vil styrke sig selv så vel som organisationen. 

Paulus indskærper denne tanke, at alle er af betydning 
for helheden, i I. Kor. 12:12—20. Han siger: 

»Thi ligesom legemet er en enhed og dog har mange 
lemmer, og alle legemets lemmer, så mange de er, 
dog er ét legeme, således er det også med Kristus . . . 
Legemet består jo heller ikke af ét lem, men af mange. 

Selv om foden vil sige: Da jeg ikke er hånd, hører 
jeg ikke med til legemet, hører den alligevel med til 
legemet. 



Og selv om øret ville sige: Da jeg ikke er øje, hører 
jeg ikke med til legemet, så hører det alligevel med 
til legemet . . . 

Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, og et- 
hvert af dem således som han ville ... Nu er der 
mange lemmer og dog kun ét legeme.« 
Det er meget nødvendigt, at vi forstår og mestrer denne 
tanke, da den henvender sig til Hjælpeforeningen. Enhver 
søster bør føle sig som en del af hele organisationen. En 
leder opmuntrer denne følelse og skaber den rette atmo- 
sfære ved at lokalet er rent, behageligt, venligt og be- 
kvemt; hun får alle med i diskussionen; hun viser en 
personlig interesse for dem, som måske er lidt forbeholdne 
i at deltage; er betænksom og hensynsfuld — »Kærligheden 
ophører aldrig«; får alle med i de sociale aktiviteter; el- 
sker sin næste som sig selv. 

Med det første skrig begynder en nyfødt at udtrykke 
sig. Den nyfødte spræller og krymper sig, når den tager 
fat på sit arbejde med at tilpasse sig i den fremmede, nye 
verden. Dette dyrebare nye liv karakteriseres ved en umæt- 
telig nysgerrighed, kærlighed til eventyr og konstant ak- 
tivitet, som skaber vækst og udvikling hos den enkelte. 
Dette ønske om at udtrykke sig, om eventyr og nye ople- 
velser bliver ved at følge én gennem hele livet. Hvis en 
leder forstår dette fælles behov for at udtrykke sig, har 
hun ansvaret for at tilfredsstille disse ønsker indenfor sin 
organisation. En »jeg-gør-det-selv« -leder forsømmer at 
sprede den smittende begejstring og iver, som får ønsket 
om at udtrykke sig til at vokse, hvad der betyder, at alle 
tager del i aktiviteten. Åndelig, kulturel og belærende vækst 
bliver resultatet gennem disse eventyr med at lære og få 
nye erfaringer. 

En leder forstår et fælles behov for godkendelse og selv- 
agtelse. Der er en talemåde, som siger »intet lykkes som 
succes«. Vi lærer at gøre ved at gøre. Ved at gøre noget 
kommer resultat og selvtillid, så vel som andres billigelse. 
En god leder kender værdien af at udtrykke sin påskøn- 
nelse og taknemmelighed ofte, og vil være rundhåndet med 
sin ros. 

En leder forstår behovet for at forjage stress og kon- 
flikter, når de opstår. Sommetider er vi mere opsat på at 
vinde et argument end at vende strømmen. En leder lærer 
værdien af at holde sig til Kirkens fremgangsmåde og at 
styre den rette kurs gennem et velplanlagt spørgsmål, ved 
at skifte emne, eller udskyde en afgørelse eller en opgave 
for at kunne studere og undersøge den nøjere. 

En leder forstår, at alfa og omega ved lederskab i Hjæl- 
peforeningen er at hjælpe hver enkelt søster til at finde 
formålet med hele sit liv ved hjælp af et vidnesbyrd 
og en voksende tro på Jesu Kristi evangelium. Varig tro 
og vidnesbyrd er skatte, der ikke opnås hurtigt. Udviklin- 
gen af dem er en gradvis proces. Selv når der finder en 
mirakuløs eller pludselig omvendelse sted, er den under- 
givet forandring. De erfaringer, som udgør den samlede 
sum af et liv, er de samme, som påvirker væksten af et 
vidnesbyrd. Ligesom et træ vokser ved at strække sine 
rødder ud i mange retninger, således vokser et vidnesbyrd. 
Det er lettere at opretholde en atmosfære, hvor tro og vid- 
nesbyrd kan vokse, hvis søsterens andre grundlæggende 
behov bliver opfyldt. For eksempel finder en søster det 



175 



lettere at tro på Kristi liv med tjeneste og kærlighed, hvis 
hun elskes af andre. Hun er villig til at sige ja til kaldet 
om at tjene, hvis andre er villige til at tjene hende, når 
hun rænger til det. Når hun har tro på sig selv, kan hun 
bedre tro på andre. Den, som finder en rig oplevelse ved 



at efterleve evangeliet, 



har kun lidt trang til en anden 



form for liv, og på den måde vokser hendes tro og vid- 
nesbyrd. En klog leder vil finde metoder til at styrke troen 



yVlånecU 



og vidnesbyrdet hos dem, som hun leder, ved at give dem 
erfaring med at holde bøn, lejligheder til at undervise, 
til at yde tjeneste og præstationer, og bevæggrunde til at 
leve i overensstemmelse med evangeliets love. 

En leder forstår folk. Hun leder med tålmodighed og 
tolerance, med tro, håb og kærlighed, med øjet henvendt 
på Guds ære. Dette kvalificerer hende til arbejdet. 



* 



fl& SPØRGSMÅL 



Af 



Joseph Fielding Smith, præsident for De Tolv Apostles Råd 

Kyskhed og påklædning 



Spørgsmål: 

Jeg er blevet bedt om at holde en tale om kyskhed og 
påklædning. Jeg beder Dem venligst forklare nøjagtigt 
hvad Kirkens standarder er med hensyn til påklædning. 
Nogle kvinder i Kirken har kjoler på, som er så korte, at 
de ikke engang dækker deres knæ, når de sidder ned. 
Det har været min forståelse, at de sidste dages hellige 
altid bør bære kjoler, som dækker deres knæ, i hvert fald 
når de er af moden alder. Vær så venlig at give mig en 
rettesnor. Hvad er rigtigt? 

Svar: 

Esajas, en af de store profeter fra gamle dage, så vor 
dag, og han beskrev de tilstande, som ville herske blandt 
»Zions døtre« i disse sidste dage. Følgende er en del af, 
hvad han sagde: 

»Herren siger: Eftersom Zions døtre bryster sig og går 
med knejsende nakke og kælne blikke, går med trippende 
gang og med raslende ankelkæder — 

gør Herren issen skaldet på Zions døtre og blotter deres 
tindingers lokker. 

På hin dag afriver Herren al deres pynt: Ankelringe, 
pandebånd, halvmåner, perler, armbånde, flor, 

hovedsmykker, ankelkæder, bælter, lugtedåser, trylle- 
ringe, 

fingerringe, næseringe, 

festklæder, underdragter, sjaler, tasker, 

spejle, lin, hovedbånd og slør. 

For vellugt kommer der stank, i stedet for bælte reb, for 
fletninger skaldet isse, for stadsklæder sæk om hofte, for 
skønhedsmærke, brændemærke. (Es. 3:16 — 24). 

Når jeg sidder på forhøjningen ved en stavskonference 
og ser ud over forsamlingen, ser jeg nogle af disse til- 
stande eksistere, som Esajas talte om. 

Da jeg i mine unge dage gik på Salt Lake Stake Akade- 
miet og senere på de sidste dages helliges universitet, var 
pigerne pænt klædt fra hoved til fod med skjortebluser 
og nederdele helt ned til anklerne. Jeg husker et tilfælde, 
som skete, da en gruppe studenter — unge piger og drenge 
— tog på en kort tur op til City Creek Canyon. En af pi- 
gerne gled og hendes kjole hang fast, så man kunne se 
hendes ben. Hun blev så forlegen, at hun ville tage hjem, 
og det krævede overtalelse fra de andre pigers side at få 
hende til at blive. 



Nu, i vore moderne tider, er Esajas' profeti gået i op- 
fyldelse eller er ved at gøre det. 

Følgende er taget fra The Salt Lake Tribune for lørdag 
den 15. januar 1966, side 11, under overskriften: »Offent- 
lige »knæ« latterlige«: 

»New York (AP) — Fire af Europas modekonger kriti- 
serede den nye lårkorte linie i dag og sagde, at enhver 
kvinde, der viser sine knæ offentligt, er latterlig. 

'Når en brud bliver gift, det vigtigste øjeblik i hendes 
liv, bærer hun en kjole, som slæber hen ad gulvet,' sagde 
Norman Hartnell fra London, den kongelige engelske fa- 
milies kostumetegner. 

'Skal kvinder være idioter resten af deres tid?' spurgte 
han. 'De har da virkelig et spejl. Hvad smukt er der ved 
knæ?' 

Harlnells kunder omfatter, med hans egne ord, 'hele 
elite-klientellet i England', og han siger, at han ikke ser 
deres knæ. 'Så hvorfor se resten?' 

Han talte med modeskribenterne, der overværede den 
ugelange forpremiere på modeopvisningerne i New York. 
De to linier der blev vist her, var fra midt på knæet til 
tre tommer over knæet. 

Sammen med Hartnell var modeskaberne Jacques Heim 
fra Paris, Pedro Rodiguez fra Madrid og Micol Fontana 
fra Rom. Alle viser deres forårsdragter i Europa indenfor 
de næste tre uger. 

'Sagt i al almindelighed bliver enhver mode dræbt ved 
misbrug af den samme mode', sagde Heim. 'Kort kan 
være for kort.' 

'Jeg prøver at understrege en kvindes skønhed, at vise 
hende på den bedste måde. Den bedste måde', sagde han, 
'har intet at gøre med knæene. Knæet bør til enhver tid 
være dækket.'« 

De standarder, som Kirkens Generalautoriteter har frem- 
sat, er, at kvinder, så vel som mænd, bør klæde sig an- 
stændigt. De lærer at opføre sig ordentligt og anstændigt 
til alle tider. Det er, efter min mening, en sørgelig gen- 
spejling af »Zions døtre«, når de klæder sig uanstændigt. 
Ydermere hentyder denne bemærkning til mænd så vel som 
til kvinder. Herren gav befaling til det gamle Israel, at 
både mænd og kvinder skulle dække deres legemer og 
overholde kyskhedens lov til alle tider. 

Joseph Fielding Smith. 



176 



en butik, og som ikke har ofret tid på at studere teologi. Man 
skulle da synes, at præsterne måtte have let ved at dokumen- 
tere overfor disse missionærer, at deres lære ikke er i overens- 
stemmelse med sandheden. Jeg har tilhørt denne kirke i om- 
trent 20 år. Jeg kender disse mænd, og jeg ved, at det er hæ- 
derlige og oprigtige mænd, og derfor mener jeg - forudsat 
at der virkelig er noget i de omtalte meddelelser i bladene - 
at det ville være for galt, om man på denne måde begræn- 
sede den i forvejen begrænsede religionsfrihed, vi har. Jeg vil 
derfor meget gerne udbede mig et svar af den højtærede mini- 
ster angående denne sag, som har været genstand for omtalte 
i forskellige blade. 

»Den højtærede kul tiisminister undlod at svare på en fore- 
spørgsel, jeg igår rettede til ham. Jeg antager, at det er und- 
gået den højtærede ministers opmærksomhed, at jeg igår stil- 
lede spørgsmål om, hvorvidt det var rigtigt, at ministeren lå 
i underhandlinger med Sverige og Norge om en fælles optræ- 
den overfor »de sidste dages helliges missionærer«, en fælles- 
optræden, som .skulle resultere i lovforslag, der tilsigtede ud- 
visning af disse missionærer. Sagen har betydning for langt 
flere end dem, der her direkte sigtes til, idet selve religions- 
friheden synes truet. Hvis det, der står i bladene, ikke er rig- 
tigt, mener jeg, det ville være naturligt, at ministeren gav et 
svar på mit spørgsmål.« 

Ministeren for kirke- og undervisnings væsenet (Appel) : 
»Jeg skal svare det ærede medlem ganske kort ved at sige, at 
der ikke af mit ministerium og - mig bekendt - heller ikke af 
noget andet ministerium er indledt nogen forhandling om det 
pågældende spørgsmål med vore nabolande.« 

Det tredie tilfælde, hvor broder Samuelsen gik i brechen 
for sin Kirke og sin overbevisning, var tilfældet med den så- 
kaldte »Nationalkomité til Bekæmpelse af den hvide Slave- 
handel«. Titlen på denne interessante beretning er »Mormo- 
nerne og den hvide Slavehandel«. 

»Der findes i Danmark en »Nationalkomité til bekæmpelse 
af den hvide Slavehandel«. Dens formand er oberst Liljefalk, 
og dens formål er, som navnet antyder, at modarbejde og be- 

Den danske missions historie 14 

105 



kæmpe den uhyggelige trafik, der består i at forsyne lastens 
huler rundt om i verden med kvinder, som ved gyldne løfter 
bevidst eller ubevidst lokkes ned i elendigheden. Enhver be- 
vægelse, der går ud på at standse eller i hvert fald formind- 
ske denne skændige trafik, fortjener hele befolkningens sym- 
pati og velvilje, og hvis blot én ung kvinde om året kunne 
frelses fra denne frygtelige skæbne ved en sådan forenings 
bestræbelser, ville arbejdet have lønnet sig. 

At regeringen er af samme mening, viser den ved at yde 
ovennævnte komité et statstilskud, hvilket naturligvis hendra- 
ger offentlighedens opmærksomhed på foreningens virksom- 
hed og gør det nødvendigt, at den aflægger regnskab for mid- 
lernes benyttelse og arbejdets gang. En sådan »årsberetning« 
fremkom komiteen med i november 1913, og den blev om- 
talt og citeret i næsten alle landets blade. 

Dette var ganske i sin orden, hvis blot denne »årsberetning« 
havde holdt sig til sandheden og virkelig givet en beretning 
om resultaterne af sin virksomhed for den hvide slavehandels 
bekæmpelse, men i stedet for dette indeholdt den et plumpt 
forsøg på at gøre de »sidste dages helliges« missionsarbejde 
ensbetydende med hvid slavehandel. Folketingsmand F. F. 
Samuelsen, som er et mangeårigt medlem af vor Kirke, tog 
denne sag op til nærmere undersøgelse og skrev til oberst 
Liljefalk med anmodning om at fremlægge beviser for disse 
beskyldninger mod vort folk. Flere breve udveksledes, uden 
at obersten var i stand til at fremføre et eneste bevis, og han 
undlod til sidst at svare. Broder Samuelsen har derefter sam- 
let disse breve, ladet dem maskinskrive og derefter sendt én 
kopi til Justitsministeriet og én til Ministeriet for Kirke- og 
Undervisningsvæsenet. Vi har indhentet hans tilladelse til at 
lade hele denne brevveksling optrykke i »Stjernen«, og vi er 
forvissede om, at den i høj grad vil interessere vore læsere. 

Den til de ovennævnte ministerier indsendte brevveksling 
lyder således: 

I anledning af, at den danske Nationalkomité til Bekæm- 
pelse af den hvide Slavehandel i slutningen af november 1918 
har udsendt sin årsberetning for året 1912, hvori der fandtes 
et angreb på »De Sidste Dages Hellige«, har der fundet føl- 

106 



gende brevveksling sted mellem mig og formanden for denne 
komité, hr. oberst Liljefalk. 

I denne beretning findes der side 6 følgende: 
»Da der fra mange sider var indløbet klage over mormon- 
uvæsenet, og da man i komiteen tidligere har haft sin opmærk- 
somhed henvendt på den store fare for sædelig fordærvelse, 
som mormonlæren rummer, har Komiteen i 1912 indgivet et 
andragende til Kultusministeriet om, at der fra Ministeriets 
side måtte blive gjort udveje til at hindre den om sig gribende 
og som skalkeskjul for kvindehandel let anvendelige mormon- 
agitation.« 

I samme beretning side 10 findes tillige følgende: 
»Også på den om sig gribende agitation for mormonismen 
har Komiteen i særlig grad haft sin opmærksomhed henvendt, 
thi den rummer de største farer. Det er konstateret, at flere 
hundrede danske kvinder, især fra Jylland, af mormoner er 
bortført til Amerika; det er ligeledes en bevislighed, at der i 
en by som Chicago forsvinder flere tusinde unge kvinder år- 
ligt uden at efterlade sig det mindste spor.« 

Da denne beretning, som også indeholdt en redegørelse for 
Komiteens arbejde, tillige havde fundet vej til dagspressen, 
sendte jeg formanden følgende brev: 

Rigsdagen, København den 2. dec. 1913 
Hr. Oberst Liljefalk, R. af Dbg. p. p. 

Undertegnede har med megen interesse læst den af den 
danske Nationalkomité til Bekæmpelse af den hvide Slave- 
handel udsendte beretning. 

Der findes på side 10 sålydende udtalelse: 

»Også på den om sig gribende agitation for mormonismen 
har Komiteen i særlig grad haft sin opmærksomhed henvendt, 
thi den rummer de største farer. Det er konstateret, at flere 
hundrede danske kvinder, især fra Jylland, af mormoner er 
bortført til Amerika; det er ligeledes en bevislighed, at der i 
en by som Chicago forsvinder flere tusinde unge kvinder år- 
ligt uden at efterlade sig det mindste spor.« 

Jeg tillader mig derfor at anmode Dem, Hr. oberst, som 
formand for denne Komité, om at give mig nogle oplysnin- 
ger. 

107 



1) Er Komiteen i besiddelse af beviser for, at disse flere 
hundrede er bortført af mormoner? 

2) Og i så fald, kunne disse oplysninger da blive mig til- 
sendt, eventuelt at jeg kunne se disse på Deres kontor? 

3) Tillige tillader jeg mig at forespørge, om disse tusinder 
af unge kvinder, der forsvinder i Chicago, også kan tilregnes 
mormonagitationen, da det er noget vildledende, at der står; 
i stedet for som der skulle stå, såfremt mormonerne ikke har 
noget med dette at gøre. 

Ærbødigst 
F. F. Samuelsen, folketingsmand 
På dette brev fik jeg følgende svar: 

Den danske Nationalkomité til 
Bekæmpelse af den hvide Slavehandel. 
Hr. Folketingsmand Samuelsen. 
Som svar på Deres brev af 2den d. m. skal jeg tillade mig 
at meddele, at vi er ved at foretage en nærmere undersøgelse 
af mormonspørgsmålet, og så snart den er afsluttet, skal jeg 
meddele Dem udfaldet. 

Med højagtelse 
Axel Liliefalk 
Som svar herpå sendte jeg følgende brev: 

Den 6te december 1913 

Hr. Oberst Liljefalk, R. af Dbg. p. p. 

Deres ærede brev af tredie ds. har jeg modtaget, hvor De 
meddeler mig, at Foreningen er ved at undersøge mormon- 
spørgsmålet, og så snart den er sluttet, vil De meddele mig 
udfaldet. 

Jeg vil dog gerne på nærværende tidspunkt anmode Dem 
om at sende mig nogle oplysninger angående om De har be- 
viser for, at mormonerne har drevet hvid slavehandel, og at 
mormonerne har bortført flere hundrede unge piger fra Jyl- 
land; jeg går ud fra, at De, hr. oberst, eller Foreningen, må 
have sådanne beviser, thi man kan vanskeligt tænke sig, at 
en forening, som får 1400 kr. i statstilskud, kan tillade sig at 
skrive noget sådant i en officiel beretning, uden at kunne føre 
beviser derfor. 

Jeg anmoder Dem derfor, Hr. oberst, som formand for For- 

108 



eningen til den hvide Slavehandels Bekæmpelse, om at sende 
mig nogle beviser for, at beretningen er i overensstemmelse 
med sandheden. 

Ærbødigst 
F. F. Samuelsen 

På dette brev modtog jeg intet svar; jeg sendte da et nyt 
brev den 15. december 1913 sålydende: 

Hr. Oberst Liljefalk, R. af Dbg. p. p. 

Jeg tillader mig herved at udbede et svar på mit brev af 
6te ds., hvorved jeg forespørger Dem, hr. oberst, som formand 
for den hvide slavehandels bekæmpelse, om De er i besid- 
delse af beviser for, at mormonerne (som i parentes bemær- 
ket er et øgenavn, da det virkelige navn på dette samfund er 
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige), at dette samfund 
har drevet hvid slavehandel, og om Foreningen har beviser 
for dette, som står i beretningens side 10 for året 1912, som 
er sålydende: 

»Det er konstateret, at flere hundrede danske kvinder, især 
fra Jylland, af mormoner er bortført til Amerika.« 

De skylder mig et svar, hr. oberst, og når det hedder i be- 
retningen, at det er konstateret, må dette dog være ensbety- 
dende med, at det er bevist (at flere hundrede danske kvin- 
der er bortført), og så må det være en let sag at føre beviser 
for blot et hundrede eller halvtreds eller i det mindste en halv 
snes af de i beretningen omtalte flere hundrede kvinder, som 
er bortført, og da beretningen er over 1 år gammel og om- 
handler året 1912 og hvor Foreningen samme år på konto af 
sine oplysninger angående »de sidste dages helliges« delta- 
gelse i den hvide slavehandel og bortførelse af flere hundrede 
kvinder til Amerika ifølge beretningen har henvendt sig til 
Kultusministeriet med anmodning om, at dette ville tage sine 
forholdsregler overfor ovennævnte samfund, ja så har man 
lov til at tro, at der fra Foreningen må føres beviser for oven- 
nævnte beskyldninger imod dette samfund. 

Derfor gentager jeg min anmodning, som jeg i brev af 2den 
ds. og af 6te ds. har sendt til Dem, og udbeder mig et svar på 
disse mine forespørgsler; jeg er ikke tilfreds med at læse et 
svar i »Aarhus Stiftstidende« som f. eks. det, der findes deri 

109 



den 13. ds., som tilsyneladende dækker over et svar. 

Det plejer altid at være således, at når en rigsdagsmand 
henvender sig til en eller anden af de institutioner, der får 
statstilskud, for at søge oplysninger om et eller andet, der 
står os uklart, da er disse altid meget beredvillige til at give 
os oplysninger om et eller andet, der står os uklart, da er disse 
altid meget beredvillige til at give os alle de oplysninger, som 
man ønsker; jeg håber derfor, at De, hr. oberst, som formand 
for ovennævnte forening, vil gøre det samme overfor mig. 

Jeg ville også gerne bede Dem om at sende mig et eksem- 
plar af de forskellige årsberetninger, som findes. 

Forventende Deres meget ærede svar tegner jeg mig 

med særdeles agtelse 
F. F. Samuelsen 
Folketingsmand 

Den 2. januar 1914 fik jeg et brev, dateret den 27. december 
1913, sålydende: 

Hr. Folketingsmand Samuelsen 

I anledning af Deres brev, fremkaldt ved bemærkningerne 
om mormonerne i Komiteens årsberetning, skal jeg meddele 
følgende: 

Det er muligt, at De har ret i, at betegnelsen mormon er 
et øgenavn, men det er imidlertid det, der altid bruges, det, 
hvorved dette religionsparti altid betegnes. 

Der er både herhjemme og i udlandet ingen tvivl om, at 
mormonismen ved sin lære om flerkoneri m. m. indeholder 
en sædelig fare, i det mindste er stærkt stridende mod den 
almindelige kristne sædelighedslære. Der er derfor både her- 
hjemme, i Norge og Sverige og andre steder i udlandet sket 
henvendelse til myndighederne om at våge over den propa- 
ganda, der gøres for mormonismen. Komiteen til Bekæmpelse 
af den hvide Slavehandel har i den henseende kun sluttet sig 
til andre foreninger, der arbejder for at værne kvinden mod 
sædelig fare. 

Der står ikke i vor årsberetning, at mormonerne er ensbe- 
tydende med hvid slavehandel, men der står, at mormonagi- 
tationen er let anvendelig som skalkeskjul for kvindehandel, 
og dette er almindelig anerkendt indenfor Nationalkomiteerne. 

110 



Der står ikke i årsberetningen, at der i 1912 er bortført over 
100 danske kvinder af mormoner til Amerika, men dette tal 
er nået ved en opsummering i en længere årrække, og jeg 
antager, De selv da vil erkende dets rigtighed. 

Hermed må vor private brevveksling om dette emne be- 
tragtes som afsluttet. 

Ærbødigst 
Axel Liljefalk 

Efter dette sendte jeg et brev, dateret den 5te januar 1914, 
sålydende: 

Hr. Oberst Liljefalk, R. af Dbg. 

Jeg har modtaget Deres ærede brev, dateret den 27. decem- 
ber 1913, som jeg først fik nogle dage senere, da det var sendt 
til Rigsdagen, som for tiden har ferie. De slutter dette brev 
med at sige, hermed må vor private brevveksling om dette 
emne betragtes som afsluttet, og for så vidt, som De, hr. 
oberst, virkelig havde besvaret mine tre breve, så kunne jeg 
give Dem ret, men De går udenom kærnen i mine breve, nem- 
lig at bevise, at de sidste dages hellige drev kvindehandel, og 
at fremføre beviser for Deres i beretningen for 1912 sensations- 
vækkende oplysninger, at mormonerne havde bortført flere 
hundrede danske kvinder. 

Jeg vidste godt, at det var usandfærdige beskyldninger, der 
var rettet imod dette samfund, og som De, hr. oberst, så grun- 
digt har erkendt ved, at De ikke har fremført et eneste be- 
vis for en eneste bortførelse, medens der i beretningen står, 
at flere hundrede danske kvinder er bortført til Amerika af 
mormoner. 

Dette afsnit i beretningen for 1912 er skrevet på en sådan 
tendentiøs måde, at enhver, som læser den, vil få det indtryk, 
at disse flere hundrede kvinder er bortført i løbet af 1912, 
dette år, som beretningen omhandler; nu fortæller De i Deres 
sidste brev, at disse flere hundrede er en opsummering i en 
længere årrække og mener så, at jeg vil anerkende dens rig- 
tighed, nej aldeles ikke, hverken på et år eller i den tid Kir- 
ken har bestået. De selv møder jo lige så fattig på beviser, 
selv om De nu fortolker det, at dette er på en længere årrække. 
Ej heller har jeg fået noget svar på, om det er meningen, at 

m 



de sidste dages hellige skal have skyld for de i fortsættelse 
hermed omtalte flere tusinde kvinder, der forsvinder årligt i 
Chicago; dette må være hensigten, thi ellers må der absolut 
have stået et punktum, når en ny sag skulle omtales, og ikke 
et semikolon, hvor der umiddelbart efter omtalen af de flere 
hundrede kvinder, der er bortført her fra landet, står: det er 
ligeledes en bevislighed, at der i en by som Chicago forsvin- 
der flere tusinde kvinder årligt o. s. v. Og når De ikke har 
svaret på dette, så må det vel være ensbetydende med, at 
hensigten er den, at det skal forstås således: at også disse 
flere tusinde unge kvinder skal skrives på vor forsvindings- 
konto. 

Ja, hr. oberst, efter dette må jeg også indrømme, at videre 
brevveksling er overflødig; fra min side kan den godt være af- 
sluttet, thi grundigere falliterklæring end den, De har sendt 
mig i det sidste brev, kan jeg ikke forvente at få. De siger 
faktisk deri, at Komiteen ingen beviser har og ingen kan skaf- 
fe, omendskønt beretningen siger, det er konstateret (altså be- 
vist, at flere hundrede o. s. v.) og De har samtidig dermed 
indrømmet, at beretningen ikke har noget som helst med sand- 
heden at gøre på dette punkt, ligesom De dermed må ind- 
rømme, at det er en falsk fremstilling, Komiteen har givet 
overfor Kultusministeriet, da denne i 1912 indsendte et andra- 
gende om, at der måtte blive gjort udveje til at hindre den 
om sig gribende og som skalkeskjul for kvindehandel let an- 
vendelige mormonagitation. 

Jeg synes, at den sag, De arbejder for, hr. oberst, er så god 
i sig selv, at Komiteen ikke skulle bruge falske beskyldninger 
overfor vort samfund, blot for at sagen skal komme til at se 
så forfærdelig ud som mulig . . . 

Når jeg derfor i særlig grad har henledt min opmærksom- 
hed på de før omtalte afsnit i beretningen, så er det, fordi 
som De nok ved at jeg er medlem af dette kirkesamfund og 
har været det i over 21 år. Jeg kender disse missionærer, som 
der sigtes til, jeg har kendt flere hundrede af disse mænd, 
som er udsendt, og hvor hver især ofrer et par år eller mere, 
uden at få en øre for deres arbejde, men må selv afholde ud- 
gifterne til rejsen herover, betaler selv deres ophold her, kost 
og logis o. s, v., og alle disse, som jeg har lært at kende gen- 

112 



begynder i hjemmet 



af Arthur J. Godfrey 



Alle vore tanker, vore handlinger og hvad vi udretter 
bør foretages med forjættelsen om evigheden drivende os 
fremad: 

»Thi se, dette er min gerning og herlighed — at tilveje- 
bringe udødelighed og evigt liv for mennesket.« (Moses 
1:39). 

Vi ser således, at Gud, vor himmelske Faders hovedfor- 
mål er evigt liv for os. Da dette er tilfældet, er ægteskabs- 
pagten, foreningen af to loyale hjerter for Guds åsyn, i 
sandhed nødvendig til dette formål. 

». . . ægteskabet er indstiftet af Gud for menneskene. 

Derfor er det lovligt, at en mand har en hustru, og de 
to skal blive ét kød, for at jorden kan opfylde formålet 
med sin skabelse.« (L. & P. 49:15—16). 

»Der findes tre himle eller grader i den celestiale herlig- 
hed. 

P'or at opnå den højeste må et menneske indtræde i den- 
ne præstedømmets orden, hvormed der menes den nye og 
evige ægteskabspagt.« (L. & P. 131:1 — 2). 

Vi ved, at sådanne vielser udføres og kun kan udføres 
i et af Herrens templer, ved en der har den rette myn- 
dighed. 

Undervisningen om denne forståelse af evigt liv må be- 
gynde i hjemmet — forældrene er fælles om dette umåde- 
lige ansvar. Hver dag i deres liv bør være et levende eks- 
empel på de belønninger, som kan komme ved at man 
lever i harmoni med evangeliets standarder. Det hjem, hvor 
»jeg« glider over i »vi«, »mig« i »os«, »mit« i »vores«, 
hvor mand og hustru, fader og moder, vandrer ad livets sti, 
begavet, styrket og forenet ved det hellige præstedømme, 
og inspireret og drevet fremad ved håbet om evigheden, 
er det hjem, hvor evigt ægteskab begynder. 

Det er det hjem, hvor ærlighed og sanddruhed er alt- 
overskyggende, hvor kærlighed og venlighed findes i over- 
flod, hvor Visdomsordet efterleves, hvor bønner — fami- 
liebønner og personlige — fremsiges, og Kirkens autorite- 
ter opretholdes fuldtud. Det er den familie, som fik sin 
begyndelse i templet og hvor fader og moder besøger 
templet ofte for at forny deres ægteskabspagter. Det er den 
familie, hvor galanteri aldrig hører op, hvor »tak« og 
»vær så venlig« eller »det var en dejlig middag« ofte hø- 
res, hvor døren høfligt åbnes for moder og datter og hvor 
fødselsdage og andre mærkedage huskes, om ikke med 
andet, så med den kærlige bemærkning, »jeg elsker dig«. 
Det er den familie, som arbejder sammen, leger sammen 
og bliver sammen — ■ som begyndte med en evig plan og 
vil udarbejde sin plan om evig fortsættelse. 

Børn er aldrig for små til at lægge mærke til dette i 
hjemmet, at se en fader, som tager sig af tingene, og en 
moder, som elsker, forældre som lærer deres børn at være 
lydige, at arbejde og at stå skulder ved skulder og dele 
ansvaret. Det er den familie, hvis børn tager deres tur med 
familiebøn, som bliver døbt som medlemmer af Kirken 
i den rette alder, hvis sønner bliver ordineret til præste- 
dømmet, og hvis sønner og døtre betragter et vidnesbyrd 
som noget af det vigtigste i deres liv. 



Fader og moder må udvikle og bevare fuldstændig tro og 
tillid til deres børn, særlig når de unge kommer ind i teen 
age-alderen. Så vil sønner og døtre søge deres elskede for- 
ældres råd og vejledning. Hvis dette bliver mønsteret i 
hjemmet, vil Kirkens råd blive fulgt: tidlig forlovelse, tid- 
ligt ægteskab, sørgelige oplevelser vil blive undgået, og i 
stedet for vil uddannelse, missioner og opbygningen af et 
solidt grundlag i livet være det vigtigste. 

Må jeg citere fra vor elskede profet og leder, Præsident 
David O. McKay: 

»Tempelægteskab er umiddelbart tiltrækkende; det er vi- 
denskabeligt sundt; og enhver ung mand, som bringer sin 
elskede med til et tempel bør gøre det med den forståelse, 
at deres forbindelse vil blive lige så evig som den kærlig- 
hed, der har bragt dem til alteret; og det er der ingen 
tvivl om. 

Før man kan blive viet i templet kræves det, at man 
har levet et rent liv. Du har den forvisning, unge dame, 
at den mand som du skal ægte, bringer dig et rent legeme. 
I har begge forvisningen om, at livets kilde er ubesmittet. 

I korthed: Unge mænd og kvinder, som vil leve det lyk- 
keligste liv, ville gøre vel i at forberede sig til at blive 
værdige til den form for ægteskab, som Gud har ordineret 
— foreningen af en mand og en kvinde, der er værdige til 
at få deres vielse højtideligholdt i den Allerhøjestes tempel. 
Når de dér som sande elskende knæler for at skænke hin- 
anden deres tro, kan de hver især være forvisset om føl- 
gende: 

For det første, at deres ægteskabs bane begynder i ren- 
hed. De børn, der kommer for at velsigne forbindelsen, er 
garanteret en kongelig fødsel, så vidt angår det at arve 
et rent legeme. 

For det andet, at deres religiøse synspunkter er de sam- 
me. Vanskeligheden ved at opdrage børn rigtigt skærpes, 
når fader og moder har forskellige meninger med hensyn 
til dogmer og kirkelig tilknytning . . . 

For det tredie, at deres løfte afgives med tanken om en 
evig forbindelse, der ikke skal brydes af ubetydelige mis- 
forståelser eller vanskeligheder. 

For det fjerde, at en pagt, der er indgået i Guds nær- 
værelse og beseglet af det hellige præstedømme, er mere 
bindende end noget andet bånd. 

For det femte, at et ægteskab, der er begyndt således, er 
lige så evigt som kærligheden, den menneskelige sjæls mest 
guddommelige kendetegn. 

For det sjette, at familieenheden vil blive ved at være 
ubrudt i al evighed. 

Unge mænd og unge kvinder, må Gud velsigne jer til at 
bevare jeres liv uplettet, at I kan gå i bøn til Gud og 
bede Ham vejlede jer i valget af jeres ægtefælle, og at I 
efter at have valgt, begge vil leve således, at I kan komme 
ind i Guds hus, og hvis Han var tilstede og spurgte jer om 
jeres liv, at I da ærligt kunne svare Ham: »Ja, vi er rene.«« 

(Fra Præsident David O. McKay: »Evangeliske idealer«, 
side 370—372). 

(Fra The Instructor, marts 1966). 



177 




Den anden artikel i serien 



»Sådan er drenge« 



Gensidig Uddannelses Forening 



Kort G.U.F. Nyt 



Tak 

Det er stadig sommer, når disse linier læses. Også tryk- 
kerier holder sommerferie, hvorfor »Stjernen« denne gang 
går ekstra tidligt i trykken. Vi kan derfor ikke nå at få 
en beskrivelse af det nordiske ungdomsstævne med i denne 
omgang, men må vente til septembernummeret. Imidlertid 
vil vi gerne sige tak til alle, der det sidste halve år har 
slidt i det for at få Danmark repræsenteret så godt som 
muligt ved »Festinord«. Det har været meget krævende, 
men vi håber at det også har givet både udvikling, erfa- 
ring og fornøjelse. I ved nok, at »arbejde adler«, så en hel 
del G.U.F. folk må være steget betydelig i rangklasserne 
i løbet af disse seks måneder. 

Pigebelønninger 

Vi er ved G.U.F. årets slutning og enhver G.U.F. med 
en dygtig og påpasselig pigesekretær kan prise sig lykke- 
lig. Tiden er inde til at gå i gang med optællingen af pige- 
rapporterne, for at finde frem til, hvem der har tjent sin 
personlige belønning. Uden den kan klassebelønningen ikke 
tildeles undtagen i ganske særlige tilfælde, hvor en speciel 
belønning kan gives. Spørg distriktet til råds. Den velførte 
røde rapportbog, jævnligt (en gang om måneden) sammen- 
lignet med det hvide klassekort og lærerindens grønne rap- 
portbog (teachers record book) vil gøre arbejdet let at 
overse. I tvivlsspørgsmål må der sammenlignes med pi- 
gens eget lille personlige rapportkort, som hun bør føre 
og tjekke af med sin lærerinde en gang om måneden, hvis 
hun vil være helt sikker på at alt går rigtigt til på trods 
af f. eks. skiftende sekretærer eller sygdom blandt lederne. 
Det viser også at pigen virkelig er interesseret i kravene, 
at hun selv holder regnskab med opfyldelsen af dem. 
Uden den personlige belønning — ■ ingen klassebelønning. 
For klassearbejdet har lærerinden ansvaret, og hun skal 
underskrive ansøgningen om klassebelønninger. 

Blanketterne til disse ansøgninger er på engelsk, men vil 
i år blive ledsaget af en oversættelse for at lette arbejdet 
og sikre forståelsen af såvel opgaven som ansvaret. 

Vi glæder os til resultaterne. 

G.U.F. s Hovedbestyrelse 
Anni Ringheim 



af Cleon Skousen, Salt Lake City. 




Alderen uden fornuft 

Når man først læser denne overskrift, kan den synes 
lidt skrap, og unge forældre med en baby på et par måne- 
der synes måske den er direkte fornærmende. »For hvad 
menes der egentlig med »alderen uden fornuft«, vores lille- 
bror er da noget af det mest vidunderlige og intelligente på 
denne jord. « 

Hvis babyen selv kunne analysere situationen og tale, 
ville han sikkert sige: »Ja, det kan I lige stole på jeg er«, 
men samtidig ville han sikkert også indrømme, at hans 
forældre faktisk aldrig forlanger, at han skal foretage sig 
noget fornuftigt. Spædbarnet får lov til at gøre lige præ- 
cis, hvad det har lyst til. Spiser, når det er sulten, falder 
i søvn, når det er træt, smiler når det er glad, skriger, 
når det er våd og skinner af stolthed, når familien roser 
det. Han får som regel lige præcis hvad han ønsker og i 
de mængder, der er mest behagelige; faktisk lever han i et 
overflødighedens land. 

Dette er naturligvis præcis som det skal være. Gennem 
en normal drengs første måneder optager hans lille hjerne 
alle de vidunderlige og behagelige ting, der følger med det 
at blive elsket, opvartet, talt til, passet osv., og det får 
ham til at føle sig velkommen og ønsket. 

Senere er det nødvendigt for forældrene at lære lille- 
brors hjerte, at livet er fuldt af pligter og vaner, og at 
man er nødt til at tage hensyn til andre. Det er i denne 
periode, at de nye forældre gennem sved, tårer og tålmo- 
dighed må sande, at alderen mellem 1 og 3 år er »alderen 
uden fornuft«. 

Spædbarnet — et mirakel 

I mellemtiden ville det være passende at finde ud af, 
hvad et spædbarn egentlig er. Videnskabsmænd har aldrig 
været i stand til fuldt ud at forklare, hvorledes børn ska- 
bes. De forklarer, at de ved, hvad der sker, men ikke 
hvordan. Vi ved, at et foster begynder som en enkel lille 
celle, men derfra og så til at blive et menneske er endnu 
et mysterium. 

I dr. Alexis Carrels bog »Mennesket — det ukendte«, 
skriver han, at hver menneskecelle opfører sig som om den 
havde samme intelligens, som vi har. »Hver celle synes at 
opfange alt, hvad der foregår omkring den og at kunne 
indordne sig under nye forhold, når det er nødvendigt. 
Hele dens natur kan forandres for at kunne modstå noget 
uventet. Det er som om en celle kender sine fremtidsudsig- 
ter og selv er med til at realisere dem. Hele udviklingspro- 
cessen er så indviklet og så uforståelig, at de fleste viden- 
skabsmænd har måttet indrømme, at et barn er en direkte 
gave fra Gud eller et mirakel.« 

21 dage efter at den lillebitte celle er begyndt at udvikle 
sig til et menneske, vil den have dannet små knopper, som 
senere bliver til ben og arme. Den vil også allerede have 
udviklet den simpleste hjertestruktur, og inden der er gået 
ti dage, vil det lille hjerte begynde at slå. Efter 60 dage 
er cellen kun blevet lidt større, men næse, mund og ører 
er allerede begyndt at dannes. 



178 



Efter 90 dage er fosteret blevet et par centimeter langt 
og er begyndt at fungere nogenlunde normalt. Hjernen har 
udviklet nervefibre, der går ned gennem armene og benene, 
og hjernens reflekser gør det muligt for hænderne at åbne 
og lukke sig rytmisk. De første menneskelige tegn er be- 
gyndt. 

På dette tidspunkt har fingrene og tæerne også fået 
negle. Under graviditetsperioden er der ingen forbindelse 
mellem moderens nervesystem og fosteret. Derfor har 
intet af det moderen ser og føler nogen effekt på barnet, 
efter 4*/i måned er barnet nået halvvejen. Hjernen kan nu 
få fosteret til at flytte sig og til at tvinge arme og ben til 
at bevæge sig frem og tilbage. En læge kan nu undersøge 
hjerteslagene, og moderen kan for første gang mærke 
barnets skiftende position. 

Efter den 6. måned er barnet i stand til at bevæge 
musklerne i ansigtet og kan endog hikke og nyse. Tre 
måneder senere er det parat til at blive født. Vægten er 
som regel 6 — 7 pund og nogle babyer har endog lært at 
sutte på finger inden de bliver født. Fra sin stille, mørke 
og behagelige verden i moderens mave er barnet nu ru- 
stet til at møde verdens lys og larm og familiens jubel. 

Et portræt af de første år 

Det vil tage mange år før spædbarnet lærer, hvad der er 
rigtigt, hvad der er fornuftigt, godt, morsomt osv., og det 
er manglen på alt dette der får lillebror til at opføre sig 
som en baby og ikke en voksen. Han mangler at lære en 
masse, men for øjeblikket er han slet ikke fysisk udrustet 
til at lære alt. Musklernes udvikling begynder oppefra, og 
i en alder af tre måneder har han som regel fået kontrol 
over de 12 små muskler, der dirigerer øjnene, nu kan 
han for alvor begynde at genkende sin mor. Han kikker 
intenst på hende, når hun snakker til ham, og smiler 
tilbage, når hun smiler til ham. 

Efter seks måneder er musklerne i nakken og skuldrene 
blevet stærkere og armmusklerne har fået en kolossal 
energi. Så når han ønsker noget, kan han blot række ud 
efter det. Han genkender familiemedlemmer og føler sig 
ofte bange, når de fremmede overfalder ham med »Kuk- 
kuk« og taler baby-sprog. Hvis de blot gav ham en chance, 
ville han efter nogen tid varmes op og selv være imøde- 
kommende over for dem. 

Efter niende måned er han gammel nok til at sidde. 
Han har fået et par tænder, og elsker at lege. Hans ryg- 
muskler hjælper ham, når han prøver at sidde op, rulle 
rundt og stå- Hans hænder griber om alting og undersø- 
ger alt meget nøje. Han pludrer hele tiden og kan måske 
sige »moa« og »far«. 

På sin et-års fødselsdag kan han se tilbage på et år fuldt 
af udvikling og forandring. Han vejer det dobbelte, og 
hans hjerne er blevet 30 procent tungere — og så er han 
ikke nær så hjælpeløs som ved fødslen. Han kan sige ad- 
skillige ord og forstår de simpleste ordrer. Han kan skelne 
mellem forskellige tonelag og ved, hvad de betyder. Han 
hopper op og ned på moderens skød, står selv eller kan 
måske gå. Han bevæger sig i hvert fald hele tiden og krav- 
ler rundt over det hele. Han begynder at spise alt, hvad 
han kommer i nærheden af, skal prøve alt, og er som 
oftest ret besværlig. 

Portræt af en to-årig 

Den to-årige er præget af bevægelighed og selvstændig- 
hed. Han er i stand til at gå, løbe og klatre. Han åbner 
skuffer, bruger stole til at nå op til medicinskabet for at 
få sig en lille tår spændende medicin fra den fine grønne 



flaske. Han har en svaghed for skarpe knive, rottegift, 
farlig medicin og andre uhyrligheder, som forældrene må 
lære at gemme væk. Pludselig har han udviklet en kæmpe- 
iagttagelsesevne, og han lægger mærke til alt, han kan se 
forskel på et lille og et stort stykke kage, han synes bedre 
om den røde end den blå bil og kan se forskel på for- 
skellige størrelser og former. Samtidig begynder historie- 
fortællings-alderen. Der findes intet bedre end historien 
om »De tre små bjørne«, »Askepot« og alle de andre gode 
eventyr. 

Han er en stor dreng nu og løber måske og leger uden- 
for i haven. Sommetider kommer han spænende ind og 
fortæller, at han skal på toilette. Man man kan ikke for- 
lange, at han skal kunne holde sig helt ren endnu. Han 
bliver lykkelig, hvis man roser ham, når han er tør, men 
man må aldrig skælde ham ud og sige han er uartig, 
hvis han kommer ind med våde bukser. 

Han sutter sandsynligvis på finger eller sut, men læ- 
gerne siger, at det skal man ikke bekymre sig om. Det 
er snarere et naturligt instinkt end en dårlig vane. Hvis 
ikke sutteriet tager overhånd vil det hverken beskadige 
hans mund, tænder eller karakter. 

En dag opdager den to-årige, at det er morsomt at smide 
legetøj på gulvet, og snart finder han ud af, at det er end- 
nu morsommere med mad, som siger den herligste lyd, 
når det rammer det bare køkkengulv. Mor siger sådan 
nogle arrige lyde og spæner hele tiden rundt og samler 
op. Barnet skal med det samme lære, at det er forkert. 
Ellers kan forældrene godt være forberedt på at samle op 
efter sønnen de kommende år. 

Forældrene må vide, at det er ganske naturligt og ikke 
uartigt, når den lille begynder at hive bøgerne ud af reo- 
lerne, vaser på gulvet, sæben ud af badekarret, aviserne 
fra bordet osv. Han vil være selvstændig nu og vise, at han 
kan udføre noget. Da han endnu ikke har lært at udføre 
noget fornuftigt, må han vise sin skaberkraft ved at for- 
andre noget. F. eks. få badeværelsegulvet til at ligne et 
vandbassin. Han vil selv spise sin mad og klæde sig på, 
og man skal lade ham gøre det selv, indtil han finder ud 
af, at han ikke kan gøre det alene. 



Den lille hjerne 

Det er på tide vi ser lidt på juniors hjerne. Til vores 
forbavselse finder vi ud af, at han har en, selvom han sjæl- 
dent viser, at han bruger den. To ting skaber problemer 
for børn mellem 2 og 3 år. For det første er hans hjerne 
ikke i stand til at tænke over mere end én ting ad gangen. 
Hvis han er ivrig efter at vise sin mor noget, glemmer 
han alt om ikke at smække med døre og gå ind på det ny- 
vaskede gulv med store støvler. Og for det andet opdager 
han, at der er noget, der hedder valgfrihed. Af mangel 
på erfaring, ved han ikke hvad han skal vælge, og væl- 
ger som regel begge dele. Han er altid bange for at miste 
et eller andet, og som regel er han overbevist om, at hans 
forældre har valgt forkert, og at han mister sit livs 
chance. 

Lillebror begynder nu pludselig ikke at ville have grøn- 
ne ærter mere, men kun gulerødder til middagsmaden — 
og lad ham dog endelig få det. Nu tror De måske, at han 
så bliver forkælet og ødelagt, men inden der er gået 
en måneds tid, skal han nok finde ud af, at han faktisk 
ikke er så god til at vælge selv, og at gulerødder evigt og 
altid er for kedeligt. Han er kommet i en alder, hvor han 
vil have sin egen vilje, og han kan udmærket godt finde 
på at skrige, nive og sparke og te sig som en vild. Her er 
det, forældrene skal skride klogt til værks. Bønner og 



179 



lange overtalelser og løfte om guld og grønne skove, 
får ham til at føle, at han har dem i sin hule hånd. Men 
at blive gal med det samme er mindst lige så tåbeligt. Man 
må finde den gyldne middelvej, som er forskellig for hvert 
barn. Hvis lillebror ikke vil ind og spise, prøver man et 
par gange at henlede opmærksomheden på noget andet, 
men endelig ikke for længe. Hvis han ikke lystrer, tager 
man ham roligt med ind i huset, ligegyldigt hvor meget 
han skriger og sparker. Man må huske at være konse 
kvent uden at være vred eller ophidset. 

De små ritualer 

Små børn har som regel en række ritualer, der kan 
være besværlige for forældrene, men som får dem til at 
føle, at de lever i et ordnet samfund. De kan umuligt 
spise uden deres specielle sølvgaffel, den blå fødselsdags- 
kop og den blå tallerken. Når de går i seng, kan de ikke 



sove uden en speciel dukke eller bil og et lille lys skal 
være tændt. Disse ordninger betyder så meget for 2 — 3 
års barnet, og vi skal ikke tage dem fra ham. Inden der 
er gået et par år eller to, vil de slet ikke betyde så meget 
mere. 

Lillebror er også begyndt at blive så modig, så modig 
— han tør alt, kravler op alle steder og er overbevist om 
sin egen styrke. Han bør altid være under observation 
eller lukket inde i en have eller lignende. 

Kort før junior fylder tre, bliver han som regel et no- 
genlunde fornuftigt væsen. Han kan nu underholde sig 
selv, spise selv, klæde sig på og holde sig ren. Forældrene 
føler for første gang, at de har fået noget ud af deres tål- 
modighed — og de skal sandelig også nyde denne des- 
værre alt for korte periode. Der går nemlig ikke mange 
måneder før barnet når til den »virkelig dynamiske al- 
der«. 



KREDSLÆRERINDERNES 



AudsåaÅ 



FASTEDAGEN OCj \&6t&o\r&t 



Tekst: »1 skal vedblive i bøn og faste.« (L. & P. 88:76). 
Formål: At lære, hvorfor og hvorledes vi bør iagttage 
Fastedagen. 

Med hvilket formål skal vi faste? Hvorledes skal vi fa- 
ste? Herren har givet os svar på disse spørgsmål ved 
selv at stille nogle spørgsmål: 

»Er det faste efter mit sind, den dag, da et menne- 
ske spæger sig? At hænge med sit hoved som siv, at 
ligge i sæk og aske, kalder du det for faste, en dag, 
der behager Herren? Nej, faste efter mit sind er at 
løse gudløsheds lænker, at løse ågets bånd, at slippe 
de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit 
brød til den sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at 
du klæder den nøgne, du ser . . .« (Es. 58:5 — 7). 
Faste er et udvortes udtryk for vor indre tro på Gud. 
Ved frivilligt at undvære mad i en tidsperiode, erkender 
vi åbenlyst vor afhængighed af Gud og vor villighed til 
at lyde Ham. Vor sult løsner ugudelighedens lænker; den 
minder os om de store velsignelser, Gud har givet os, og 
den bereder os til at give udtryk for vor taknemmelighed 
og til at bede i ydmyghed om at velsignelserne må fort- 
sætte. Vor åndelige styrke øges, efterhånden som vor legem- 
lige styrke nedbrydes. Ordene »faste« og »bøn« hører 
ganske naturligt sammen. Selv Frelseren fastede, for at 
Hans samfund med Faderen kunne blive mere fuldkom- 
ment. 

En anden hensigt, en materiel, fremkommer også i 
Esajas' ord. Den sultne kan blive mættet, den hjemløse 
finde husly og den nøgne blive klædt med de offergaver, 
der ydes af dem, som faster. 

Præsident Brigham Young beskrev engang Fastedagens 
oprindelse i Kirken. Den indførtes af Joseph Smith i Kirt- 
land: 

»Den skulle holdes engang om måneden ... og alt, 
hvad man ellers ville have spist den dag af mel, eller 
kød, smør eller frugt eller hvad som helst, skulle 
bringes med til fastemødet og overgives til en bestemt 



person, der var udvalgt til at tage sig af det og ud- 
dele det blandt de fattige.« (Discourses of Brigham 
Young, Widtsoe, John A., p. 169). 
I 1855 da de hellige i Utah igen var i en forfærdelig nød, 
understregede præsident Young igen denne lov. Han er- 
klærede den første torsdag i hver måned for fastedag. 
Den mad, der derved blev sparet, skulle gives til de træn- 
gende. Denne torsdag fortsatte man med indtil 1895, da 
den blev forandret af præsident Wilford Woodruff til 
den første søndag i hver måned, så at alle kunne være 
med uden at skulle forlade deres arbejde. Instruktionerne 
blev gentaget. Man skulle ikke spise noget fra lørdag aften 
indtil efter Fastemødet søndag eftermiddag. Den føde, 
der var nødvendig til to måltider, eller disse måltiders 
værdi i penge, skulle gives til de værdigt trængende. Disse 
instruktioner følges stadig. 

Den rette iagttagelse af den månedlige fastedag i en- 
hver familie afhænger for en stor del af forældrenes ind- 
stilling. De må sammen planlægge og støtte hinanden. At 
give børnene lov til at yde deres eget fasteoffer, vil give 
dagen større betydning for dem. Moderen vil sørge for, at 
aftensmåltidet om lørdagen er rigeligt og indbydende. Hun 
har tilberedt søndagens aftensmåltid »i hjertets oprigtig- 
hed, så din faste må være fuldkommen«. Enkel mad, hur- 
tigt tilberedt vil blive påskønnet af den sultne familie. 

Frelseren fortalte, hvorledes vi bør føle og opføre os, 
når vi faster. Han gav os også et vidunderligt løfte. Han 
sagde: 

»Når I faster ,skal I ikke gå med sørgmodig mine 
som hyklerne; thi de gør deres ansigter ukendelige, 
for at andre mennesker kan se på dem, at de faster; 
sandelig siger jeg eder: de har allerede fået deres løn 
udbetalt. Men når du faster, så salv dit hoved og vask 
dit ansigt, for at ikke andre mennesker skal se på dig, 
at du faster, men kun din Fader, som er i løndom, så 
skal din Fader, som ser i løndom, betale dig.« 
[Matt. 6:16—18). 



180 




zSØMMSskol 



etu> 



^y 



ALEXANDER SCHREINER 





-6 



mf 



^^Tt 



LG 



-G 



P 



3 



j — ^ 



3T 



Det er svært her i juni måned at sidde og skrive en ar- 
tikel, som først skal i Stjernen til august — fra nu af og til 
den dag bladet er i de forskellige søskendes hænder »vil 
der være løbet meget vand i havet« — jeg tænker her på, 
at vi (de fleste af os) har overstået ferien, mange har været 
i Templet (en del for første gang) og vi som er taget på 
denne rejse til Templet, vil komme hjem til et nyt Mis- 
sionspræsidentpar — vi vil lige kunne nå at komme hjem 
og sige farvel til »det gamle par« — vi vil byde »det nye 
par« hjertelig velkommen tilbage til Danmark — vi er en 
del, som ikke kender jer, men fra de mange, som kender 
jer, har vi fået et dejligt forhåndsindtryk — så velkommen 
til vor nye Missionsfader og -moder! 

Til Missionspræsident Sorenson og søster Sorenson samt 
deres børn vil vi gerne her fra Søndagsskolen sende en 
kærlig hilsen med TAK for alt, hvad de har været for os 
på deres store mission her til Danmark — det har for os, 
som har været i nær kontakt med dem, været en rig ople- 



TT 



•*>■ 



^ 



Søndagsskolen 
Nadververs for august: 

». . . i Jesu Kristi, den levende Guds 
Søns navn . . .« (Mormon 9:29). 

Nadververs for september: 

». . . Og dersom I altid gør dette, da 
er I salige, thi I er bygget på min 
klippe.« (3 Nephi 18:12). 

Søndagsskolesang for august: 

»Da Kristi Kirke ved Guds magt«. 
(Nr. 126 i den blå sangbog). 

Søndagsskolesang for september: 

»Når mørk og trist du skyen ser.« 
(Nr. 121 i den blå sangbog). 



velse at se den måde hvorpå de arbejdede for Herrens sag 
— de har virkelig været et eksempel for os andre! 
Hjertelig tak — og god rejse hjem! 

E. Nordby Larsen 
Søndagsskolens Hovedbestyrelse 

NB. 

Husk at den tilsendte funktionærrapport skal tilbage- 
sendes — i udfyldt stand! 

Månedsrapporten skal afsendes til tiden (mandagen ef- 
ter fastesøndag) i 2 eksemplarer, til Distriktsbestyrelsen. 

Fællesrecitationsprogrammet er et program, som skal 
udføres (vel at mærke, hvor man har det fornødne men- 
neskemateriale), det er ikke et program, som blot skal 
udføres,. hvis man har lyst dertil — og det ellers passer 
sig for én — det er et program, som er givet til Søndags- 
skolen, og det er din og min pligt at sørge for at det bliver 
udført. 



MÅNEDENS Skriføted 



Hvad er formålet med dette program? 

Formålet med dette program er at hjælpe elever med at 
indføre visse missionærskriftsteder i hukommelsen med 
henblik på deres missionærgerning i kirken, og til at støtte 
deres egen tro. 

Formålet med de særlige 2V*-minuts taler er at belyse 
skriftstedets betydning for kirkens lære, som det bliver 
præsenteret for undersøgere af vore missionærer. 

Hver tale skal holdes før den tilhørende recitation af 
skriftstedet, under første halvdel af søndagsskolemødet. 
Både det givne skriftsted og den forklarende tale skal kort, 



men fornuftigt, øves og overhøres i klassen hver søndag 
og hjemme i ca. en måned forud for deres præsentation 
ved søndagsskolemødet. Det menes, at under disse om- 
stændigheder er ingen af de foreslåede skriftsteder for 
lange eller for svære. Medmindre skriftstedet bliver lært 
udenad, vil denne øvelse forfejle sit mål. 

Læreren anmodes om ikke bare at give dette til eleven 
med besked om at gå hjem og forberede en tale. Det håbes, 
at lærer og elev kan mødes og tale sammen om betydnin- 
gen af dette skriftsted, så at eleven må opnå en god for- 
ståelse, hvad angår skriftstedet og dets betydning. 



181 



Udkastene til talerne er kun lavet for at give nogle 
ideer, der kan være til hjælp ved udarbejdelsen af en tale. 
Man håber, at lærer og elev vil søge andre hjælpemidler, 
f. eks. »JESUS KRISTUS« og standardværkerne. 

Forståelsen kan kun opnås på basis af anstrengelser for 
at opnå den. 



Månedligt skriftsted, der skal læres udenad og forslag 
til den ledsagende 2 1 h-minuts tale. 
Skriftsted for den 2. oktober 1966, kursus 7. 

Missionærskriftsted, der skal læres udenad. 
Reference: Mark. 16: 15 — 16. 

»Og Han sagde til dem: Gå ud i al verden og for- 
kynd evangeliet for al skabningen! 

Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men 
den, som er vantro, skal blive fordømt.« 
Forslag til 2 x h-minuts talen 

1. Det foreslås, at den, der skal tale, får stillet opgaven 
mindst tre uger før den søndag, hvor talen skal holdes. 

2. Det ville være passende, om det kaldede barn i løbet 
af talen med sine egne ord genfortalte beretningen om 
Jesu død og opstandelse, som den findes i Markusevan- 
geliet, kapitlerne 15 og 16. Læreren kan foreslå barnets 
forældre, at kapitlerne læses og diskuteres i familien. 
Denne proces kan gentages flere gange. Derefter kan man 
bede barnet om at genfortælle historien med sine egne 
ord for medlemmerne af familien. 

Dette kan gøres på ca. halvandet minut, hvis det øves 
flere gange. Bed forældrene om at sørge for, at barnet 
så vidt muligt ikke lærer sin tale udenad med undtagelse 
af skriftstedet (Mark. 16:15—16). Skriftstedet er talens 
højdepunkt eller klimaks. I disse to vers beskriver Jesus 
for disciplene deres livs mission. De skal prædike evange- 
liet og døbe dem, som tror. I dag bliver kirkens missio- 
nærer udtaget til den samme mission og bliver instrueret 
i at gøre præcis det samme — at prædike evangeliet og 
døbe dem, som tror på budskabet. 

Barnet bør fuldføre sin tale med at påpege, at denne 
henvisning i Markusevangeliet læres udenad af missionæ- 
rerne og bliver brugt ved husmoder og andre diskussio- 
ner om evangeliet som bevis for, at de, som ønsker at 
slutte sig til kirken og komme ind i Guds rige, først må 
tro eller have tro og dernæst vise deres tro ved at blive 
døbt. 

Dette er et skriftsted, som ethvert medlem af kirken 
skulle lære udenad og diskutere (hvert medlem er en mis- 
sionær!). 

3. Talen bør præsenteres i klassen før den holdes for 
forsamlingen. 



Månedligt skriftsted, der skal læres udenad og forslag til 

den ledsagende 2 x k-minuts tale. 

Skriftsted for den 2. oktober 1966, kursus 13. 

Missionærskriftsted, der skal læres udenad. 

Reference: Matt. 27:52—53. 

»Og gravene åbnede sig, og mange af de hensovede 
helliges legemer opstod, 

og de gik ud af gravene og kom efter Hans opstan- 
delse ind i den hellige stad og viste sig for mange.« 

Forslag til 2 x k-minuts talen. 

Fordi menneskets forstand ikke har kunnet forstå, hvor- 
dan opstandelsen skal foregå, har mange betvivlet og prø- 
vet at bortforklare dens realitet. Dette skriftsted fremstår 
som et uomgængeligt bevis for, at opstandelsen bliver en 
meget virkelig genforening af legeme og ånd. Dette skrift- 
sted henviser til tiden efter Kristi opstandelse. Kristus hav- 
de brudt dødens lænker, og mange af de retfærdige hel- 
lige, som havde levet før Ham, opstod efter at Han var 
opstået. Ja, gravene åbnedes og legemerne af dem, der 
havde været døde, opstod. Dette betyder, at legemet og ån- 
den igen blev forenede og personen blev en levende sjæl, 
der aldrig mere skulle smage døden. Der er ingen misfor- 
ståelse mulig. Det samme legeme, som lægges i graven, vil 
stå op af graven. Nogle vil komme før andre afhængigt 
af deres værdighed, men alle vil opstå. Kendsgerningen at 
vi ikke ved, hvordan dette kan ske, forandrer ikke den 
kendsgerning at det vil ske. 

Præsident Joseph F. Smith sagde: »Hvilken vidunderlig 
tanke det er ... at dem, som vi må skilles fra her, vil vi 
møde igen og se som de er. Vi vil møde det samme identi- 
ske væsen som vi var knyttet til i kødet . . . ikke en anden 
sjæl, et eller andet andet væsen, eller det samme væsen i en 
eller anden anderledes form, men den samme identi- 
tet og den samme form og lignelse, den samme person vi 
kendte og var fortrolig med i vor dødelige tilværelse, endda 
lige til sårene i kødet. Ikke at en person altid vil være 
skæmmet af ar, deformiteter, defekter eller svagheder, for 
disse vil blive borttaget fra dem til deres bestemte tid i 
henhold til Guds nåde. Deformiteter vil blive fjernet, de- 
fekter vil blive elimineret, og mænd og kvinder skal opnå 
den samme perfektion som deres ånder, den samme per- 
fektion som Gud tilsigtede i begyndelsen . . . 

Vi vil gå fremad og udvikle os og vokse i visdom og 
forståelse, men vores identitet kan aldrig forandres. Vi 
eksisterede i begyndelsen, vil altid eksistere og vil fort- 
sætte i al evighed. Vi er ikke gået gennem prøver med 
legemliggørelse i laverestående dyr for at nå den perfek- 
tion, som vi har opnået som mand og kvinde, i Guds lig- 
nelse og billede. Gud var og er vor Fader.« (Joseph F. 
Smith, Gospel Doctrine, p. 28—32). 



Øba.: 
GARMENTS 



Søskende, som har været i Templet, kan hos deres 
grenspræsident få en prisliste over garments med oplys- 
ninger om, hvor og hvorledes de kan købe deres garments. 

I København sælges garments ved søster Inger Kyhlensø 
onsdag fra kl. 12—18 i kirken, Priorvej 12, F. 



182 



388883888888888888888888888888888888888888888888888888888888888888388888888 

PRÆ S TE »ØMMET 

3333333333333333333333833333333333333333333333333 33333333 33333333333333333S 



Lsieyyfre cv cvi / 



&\> 




g** 



Tiende er et friviligt bidrag på en tiendedel af et men- 
neskes indkomst til Kirken. Ordet tiende betyder »en tien- 
dedel«. Denne lov blev åbenbaret i gamle dage, og de gamle 
profeter adlød den og belærte folk om den. Den samme lov 
er blevet gengivet til jorden i disse de sidste dage, for at 
medlemmerne af Kristi Kirke skal overholde den. Som 
eksempel på dens overholdelse i gamle dage kan nævnes, 
at Abraham betalte tiende til Melkisedek, der var en stor 
højpræst, som det berettes i 1. Mosebog 14:18 — 20. Vi bør 
altid huske, at »Herrens er jorden og dens fylde, jorderig 
og de, som bor derpå.« (Salm. 24:/). Dette skriftsted hen- 
leder vor opmærksomhed på, at når vi betaler Herren en 
tiendedel tilbage, betaler vi kun en del af det, som allerede 
tilhører Ham, og at de halvfems procent, som vi beholder, 
også er Herrens ejendom. 

Biskoppen er gennem åbenbaring bestemt til at modtage 
folkets tiende, og hvert medlem af Kirken har en højtidelig 
forpligtelse til at betale sin ærlige tiende. Som I ved, var 
det i Kirkens første dage almindelig skik at betale tiende 
i naturalier eller i de varer, som hver familie selv frem- 
bragte, som f. eks. kartofler, kvæg, etc. Præsident David 
O. McKay giver os et godt eksempel på at betale en ærlig 
tiende: 

»Jeg takker min jordiske fader for den lektie han gav 
to drenge på en mark på et tidspunkt da tiende blev betalt 
i naturalier. Vi var kørt ud til en del af engen, hvor vi 
havde høstet det niende læs hø. Høet på denne side af mar- 
ken var ikke særlig godt. Da vi begyndte at læsse høet, 
råbte Far: 'Nej, drenge, kør over til den højere liggende 
jord.' Det bedste hø vi havde var på dette sted. 

En af drengene svarede tilbage: 'Nej, lad os taget høet 
som det kommer.' 'Nej, David, dette læs er det tiende læs, 
og det bedste er ikke for godt til Gud.'« (Fra Pathways to 
Happiness af David O. McKay, p. 333). 

Da Israels børn manglede føde, medens de var ude i 
ørkenen, sendte Herren manna fra himlen til at oprethol- 
de deres liv. Da det samme folk flygtede fra Faraos hær 
i et forsøg på at undslippe fra fangenskabet i Ægypten, 
skilte Han det Røde Hav for at de kunne komme over. 
Da græshoppesværmene var ved fuldstændigt at fortære 
de helliges høst i Salt Lake Dalen, sendte Herren måger 
til hjælp. Vor Himmelske Fader er almægtig, og han be- 
høver ikke vort guld og sølv. Gud er ikke afhængig af 
mennesket. Han har magt til, om nødvendigt, at lade det 
regne med penge fra himlen. 

Tiendeloven er givet, for at den skal være en velsignelse 
for folket. Den skal hjælpe Kirkens medlemmer til at over- 
vinde egenkærlighed, lære lydighed, og er en praktisk me- 
tode til at oprette Guds rige på jorden. Gennem vore 
frivillige bidrag bliver vi mere hensynsfulde med hensyn 
til andres velfærd, og vi prøver vor loyalitet overfor Kir- 
ken. Tiendeprincippet er i sandhed en målestok for vor 
trofasthed. Intet menneske kan vedblive at være sand mod 



Gud, hvis han undlader at betale en ærlig tiende. Det kræ- 
ver tro frivilligt at give af de goder, som vi er tilbøjelige 
til som dødelige væsener at værdsætte så højt. 

Sommetider hører man folk komme med nedsættende 
bemærkninger om anvendelsen af tiendefondene, under- 
forstået spild eller misbrug af pengene. Erfaringen har 
lært, at de, som beklager sig over brugen af tiendepengene 
er dem, der ikke yder noget. Hvis et menneske i forret- 
ningsverdenen ikke er aktionær i et bestemt selskab, har 
han ingen ret til at stemme eller bestemme angående dets 
drift eller dets politik. Kirkens penge opbevares lige så 
sikkert som i en bank eller nogen anden ansvarlig pen- 
geinstitution. Kirkens bøger sendes regelmæssigt til revi- 
sion til sikring af, at de rette regler for bogføring og regn- 
skab følges. 

Tiendepengene fordeles til imødegåelse af Kirkens be- 
hov under inspiration af Kirkens profeter og præsident. 
Enhver kirkebygning som opføres bliver delvis financieret 
gennem tiendepengene. Disse penge bliver endvidere brugt 
til at fremme missionærarbejdet og til at understøtte Kir- 
kens skoler, templer, hospitaler og seminarier, og til at 
hjælpe de trængende. 

Ethvert medlem af Kirken har ret og pligt til at mødes 
med biskoppen en gang årligt og kontrollere sit tiende- 
regnskab. Dette giver ham lejlighed til at udtale, om han 
er fuld tiendebetaler eller ej. Herren har forkyndt, at vi 
opnår velsignelser i livet ved lydighed mod forskellige 
love. Til dem, som er trofaste og ærlige ved betalingen 
af deres tiende, har Herren forjættet velsignelser: 

»Skal et menneske bedrage Gud? I bedrager mig jo! Og 
I spørger: 'Hvorved har vi bedraget dig?' Med tienden og 
offerydelsen! 

I trues med forbandelse og bedrager dog mig, ja, alt 
folket gør det! 

Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad 
i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger hærskarers 
Herre, om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og 
udøser velsignelse over eder i overmål.« (Mal. 3:8 — 10). 

I en åbenbaring til Profeten Joseph Smith i Kirtland, 
Ohio, den 11. september 1831, sagde Herren: 

»Se, nu hedder det »i dag« (indtil Menneskesønnen 
kommer), og sandelig er dette en offerdag og en dag, på 
hvilken mit folk skal betale tiende; thi den, som har 
betalt tiende, skal ikke opbrændes, når han kommer.« 
(L. & P. 64:23). 

Det foreslås, at alle læser og studerer afsnit 119 i Lære 
og Pagter for at få yderligere oplysninger om emnet tien- 
de. Tiende er også et middel, som Herren har til at prøve 
Kirkens medlemmers trofasthed. Præsident Joseph F. Smith 
fremkommer med følgende bemærkninger: 

»Tiendeloven er en prøve, hvormed folket som enkelt- 
personer skal prøves. Enhver, som undlader at overholde 
dette princip, skal være kendt som et menneske, der er 



183 



ligegyldig overfor Zions velfærd, som forsømmer sin pligt 
som medlem af Kirken og som ikke gør noget for Guds 
riges timelige fremgang. Han yder heller ikke noget til 
spredningen af evangeliet til jordens nationer, og han 
forsømmer at gøre det, som kunne berettige ham til at 
modtage evangeliets velsignelser og ordinancer.« (Gospel 
Doctrine, Joseph F. Smith, p. 226). 



Det er ligegyldigt om vi har megen rigdom eller vor 
formue er ringe — tiende bør betales således som eksemp- 
let med enkens skærv viser det. [Mark. 12:42 — 44). 

(Fra Improvement Era, marts 1962) 

• • 




(jeneaiofji 



io^isk^i 



orcnm 




Løsning af uoverensstemmelser 



Vi fortsætter artiklerne om løsning af uoverensstemmel- 
ser: 

Slægtskabsgrad 

I. Unøjagtigt arbejde ved bestemmelsen af slægtskabsgra- 
den var almindeligt. Benævnelsen »cousin« (»fætter« 
eller »kusine«) kan ofte findes i betydningen en slægt- 
ning, hvor den virkelige slægtskabsgrad var fjern eller 
uklar. Mange sådanne fejl kommer frem, når flere op- 
tegnelser studeres og man finder ud af, at hele genera- 
tioner er blevet udeladt ved udarbejdelsen af sådanne 
slægtskabsbånd. 
II. Bedrag fra hjemmelsmandens side kan ofte findes ved 
problemer om slægtskabsgrad. Dette gælder ofte om 
optegnelser, der drejer sig om børn født udenfor æg- 
teskab. I sådanne optegnelser, hvor der spørges efter 
faderens navn, er det ikke ualmindeligt, at den ugifte 
moder opgiver et fiktivt navn på den pågældende fa- 
der. Sådanne tilfælde kan skabe meget besvær for un- 
dersøgeren, men hvis han er opmærksom på at sådan- 
ne ting kan ske og virkelig sker, vil han være vågen 
overfor sådanne muligheder. I vielsesprotokoller, hvor 
der spørges efter navnet på brudens fader og brud- 
gommens fader, er det ikke helt ukendt, at bruden 
eller brudgommen, hvis de er født udenfor ægteskab, 
opgiver navnet på en ikke eksisterende fader . 
Der er mange andre grunde til, at der findes uoverens- 
stemmelser i genealogiske optegnelser, og de kan kun lø- 
ses efterhånden som man finder dem og forstår dem. Det 
første skridt til at fjerne og løse uoverensstemmelser er at 
være klar over, at fejl kan opstå og virkelig opstår. Det 
er nødvendigt at have kendskab til hvordan man skal 
vurdere kilderne, optegnelserne og beviserne. En sådan 
vurdering vil være bestemmende for, hvor meget trovær- 
dighed der normalt kan lægges i hvert enkelt sandsynlig- 
hedsbevis. Den vane at rådføre sig med alle tilgængelige 
kilder og samle så meget bevismateriale, som det er mu- 
ligt at skaffe, bør dyrkes, således at en grundig analyse 
af alt tilgængeligt materiale kan udføres. Man må ikke 



tro, at førstehåndskilder er ufejlbarlige eller at originale 
optegnelser aldrig vil indeholde fejl. En stor del afhæn- 
ger af KOMPETENCEN hos hjemmelsmanden og den der 
har nedskrevet oplysningerne. Denne vigtige faktor ved 
vurderingen af genealogisk bevismateriale bør man meget 
nøje overveje, ligesom også de omstændigheder, under 
hvilke de nedskrevne oplysninger blev givet. En yderst 
værdifuld kilde er dødsannoncer og nekrologer, og dog 
er der opdaget mange uoverensstemmelser i sådanne opteg- 
nelser, højst sandsynligt fordi hjemmelsmanden har været 
under følelsesmæssigt pres, da disse data blev opgivet. 
Det er rigtigt, at det ikke er muligt at gå »bag scenen« og 
betragte den måde, hvorpå de oplysninger, der er nedskre- 
vet i genealogiske optegnelser, blev givet og af hvem, men 
det er muligt at anvende det foreslåede program for vur- 
dering, hvad der vil give indsigt i den genealogiske værdi 
af bevismateriale. 

Det indprentes atter, at før uoverensstemmelser kan vise 
sig, må der være mindst to modstridende sandsynligheds- 
beviser. Det er ikke særlig vanskeligt at bedømme, hvil- 
ken af to eller tre optegnelser af tilsyneladende modstri- 
dende værdi der er den mest acceptable; problemet bliver 
vanskeligere jo flere optegnelser det drejer sig om og hvor 
uoverensstemmelserne er utallige. 
Eksempel: 

Følgende tre optegnelser drejer sig alle om Agnes Fread- 
man: 

1. I en folketællingsliste er hun opført som 48 år og 
født i Sheffield, Yorkshire, England. 

2. En familiebibel, som hendes fader har efterladt sig, 
viser hendes fødested som værende Norton, Derby- 
shire, England. 

3. En fødselsattest, hvor hjemmelsmanden er hendes 
moder, og hvor oplysningen blev givet fire dage efter 
fødslen, anfører at hun var født i Norton, Derby- 
shire, England. 

Betragt hver af disse tre optegnelser. Hvilken er sand- 
synligvis mest korrekt, og hvilken ville blive anerkendt, 



184 



hvis man ikke havde andre oplysninger om hendes fødsel? 

Folketællingsliste: En førstehåndskilde, men stedet for 
fødselen og oplysningen herom er andenhåndsop- 
lysning, da det er en optegnelse om en begivenhed, 
der fandt sted for 48 år siden, og derved gjorde 
det muligt, at der er opstået fejl på grund af svig- 
tende hukommelse. 

Familiebibelen: Kilden er ukendt, da det ikke kan ses 
af det indførte, hvornår optegnelsen fandt sted i 
forhold til fødselsdatoen. På grund af denne uvis- 
hed må den anses for en andenhåndskilde, selv om 
faderen, som kan anses for øjenvidne til fødselen, 
var hjemmelsmanden. Det kan være en original 
optegnelse. Giver direkte sandsynlighedsbevis for 
fødestedet. 

Fødselsattest: En førstehåndskilde til fødestedet, da den 
er opgivet af et øjenvidne til fødselen, moderen, og 



optegnet kun kort tid, fire dage, efter den virkelige 
begivenhed. En officiel kopi af en original opteg- 
nelse, der giver direkte bevis for fødestedet. 
Vurderingen gør det øjensynligt, at af de tre optegnel- 
ser er den tredie, fødselsattesten, sandsynligvis den kor- 
rekte, da der er mindre mulighed for fejl i den end i de 
andre to. Den giver førstehånds kildemateriale, den er en 
officiel kopi af en original optegnelse, og den giver direkte 
bevis på fødestedet. De andre to er dog også originale, og 
begge giver direkte sandsynlighedsbevis for hvor fødeste- 
det er. Forskellen mellem dem er formen for kilden — den 
faktor at være nedskrevet tæt på den omtalte begivenhed 
og være givet af et øjenvidne til begivenheden stempler den 
højst sandsynligt til at være korrekt, og den som kan ac- 
cepteres i mangel af flere sandsynlighedsbeviser. 

(Fra Genealogical Research Standards af Derek Harland) 




Tålmodighed 
og ni ra i* . . . 



Vore følelser og reaktioner skifter meget til forskellige 
tider. Nogle timer, nogle dage kan det fysiske eller men- 
tale humør få endog alvorlige problemer til at synes 
temmelig løselige, medens nogle dage, nogle nætter kan 
få selv mindre problemer til at synes mere alvorlige. Der 
ligger meget i sindet, meget i ånden, meget i øjeblikkets 
uhåndgribelige, udefinerlige humør. Sommetider irriterer 
irritationer mere, og til andre tider synes vi at have en 
let modgift mod irritation. Sommetider holder vi vort tem- 
perament og vor tunge i ave, og sommetider slipper vi 
dem løs i en tilsyneladende ens situation. Noget, der er 
sagt på ét tidspunkt, vil kunne passere med godt humør, 
medens det på et andet tidspunkt vil skabe fornærmelse. 
Den samme kommentar, der på ét tidspunkt vil skabe 
latter, vil på et andet tidspunkt vende sig til tårer. Sådan 
er foranderlighederne. Og det er ikke blot ord, som skaber 
forskellen. Det er hvem der siger dem, og hvorledes, og 
hvornår og hvad vi føler. Og under sorg er problemer til- 
bøjelige til at synes endnu større end de er, og folk er 
tilbøjelige til at miste oversigten — hvad der altsammen 
peger på vigtigheden af tålmodighed, af forståelse, af selv- 
kontrol, af følsomhed overfor andres følelser, følsomhed 



overfor situationer. En nuance af dette emne giver et vink 
om, at vi ikke bør straffe andre for det, der i virkeligheden 
ligger inde i os selv. Når et barn gør en eller anden harm- 
løs, men irriterende ting, vil vi måske, hvis vi selv er trætte 
og overkørte, slippe hårde eller bidende ord løs eller re- 
pressalier, der går langt ud over hvad der er rimeligt. 
Tiden, humøret kan måske diktere hvad man gør, bort fra 
enhver forestilling om det rigtige eller forkerte i det, som 
ophidsede os. Og på den måde lider børn sommetider for 
vor utålmodighed, for vore beklagelser. Dette giver alt- 
sammen et vink om, at vi bør vise tilbageholdenhed, kon- 
trol* overvejelse under alle forhold, og møde problemer 
med tålmodighed — for vi har allesammen problemer. Og 
at slå et barn i vrede, eller hvad det ellers er, må være et 
tegn på umodenhed. »Intet menneske er fri«, sagde den 
græske stoiker Epiktet, »som ikke kan styre sig selv.« Og 
intet menneske er modent, kunne han have tilføjet, som 
straffer andre for sin egen utålmodighed. Og med hensyn 
til børn: Vi bør irettesætte dem mindre for hvad vi føler, 
men holde dem mere ansvarlige for deres egne fejl og 
mindre ansvarlige for vore. 

(Fra Tempelpladsen, 13. marts 1966). 




185 



(y<Jer% ve$>ste qi&\>c 



er en af Kirkens bøger eller et abonnement på STJERNEN 



prisliste: 



MORMONS BOG kr. 3,50 

MORMONS BOG, bibelpapir, guldsnit kr. 10,00 

LÆRE OG PAGTER kr. 6,50 

DEN KOSTELIGE PERLE kr. 6,50 

BIBEL-CITATER kr. 2,50 

ET STORT OG FORUNDERLIGT VÆRK kr. 15,00 

JESUS KRISTUS kr. 30,00 

GUDS RIGE GENOPRETTET kr. 25,00 

TRE-I-ÉN (Mormons Bog, Lære og Pagter, Den Kostelige Perle 

i ét bind) kr. 35,00 

EN ADVARSELS RØST kr. 3,50 

TROSARTIKLERNE, stift bind kr. 7,00 

TROSARTIKLERNE, blødt bind kr. 9,00 

PROFETEN JOSEPH SMITHS LÆRDOMME ,stift bind kr. 7,00 

PROFETEN JOSEPH SMITHS LÆRDOMME, blødt bind kr. 7,50 

HVEM ER MORMONERNE? kr. 3,00 

VEIEN TIL FULLKOMMENHET (norsk) kr. 10,00 

MORMONISMEN I BILDER (norsk) kr. 30,00 

SØNDAGSSKOLE-SANGBOG kr. 1 ,00 

SLÆGTSBOG, heftet kr. 14,75 

SLÆGTSBOG, indbundet kr. 27,75 

DEN DANSKE STJERNE, årsabonnement kr. 25,00 

(i udlandet $ 5,00) 

DEN DANSKE STJERNE, halvårsabonnement kr. 13,00 

(i udlandet $ 3,00) 

GENEALOGISKE SKEMAER: 

Familieskemaer, engelske eller danske kr. 0,12 

Anetavler, engelske eller danske kr. 0,12 

Anetavler, cirkelformede, til 10 generationer kr. 6,50 

Anetavler til arbejdsbrug kr. 5,50 

SLÆGTSKALENDEREN kr. 7,00 

PLATTER (bornholmsk keramik) med Salt Lake Templet .... kr. 3,00 

Mapper til genealogiske skemaer kr. 10,00 



Ovenstående bøger og andet materiale kan bestilles på missionskontoret ved indsen- 
delse af beløbet på postgirokonto 333.38, CHURCH OF JESUS CHRIST OF LATTER- 
DAY SAINTS, Dalgas Boulevard 164, København F. 

Der må regnes med mindst en uges leveringstid, idet det tager 3-4 dage at få pengene 
pr. giro. 

Husk altid på talonen at anføre, hvad De ønsker, også selv om De har sendt brev med 
bestilling i forvejen. 



186 



ei&anliae nukedei 



Fødselsdage: 

Vi siger i denne måned til lykke til 
følgende søskende: 
Esbjerg: 

Jens Christian Madsen, 80 år den 1. 
august. 
Aarhus: 

Jenny Kristence Andersen, 70 år den 
8. august. 

William Andersen, 70 år den 27. au- 
gust. 



Aalborg: 

Marim Cecilie Marie Larsen Nielsen, 
65 år den 10. august. 
Amager Gren: 

Irma Petersen, Allingvej 96, 70 år 
den 11. august. 
Kobenhavn Sondre Gren: 

Emmy Rud, Tranehavegård 33, 80 
år den 13. august. 
Nykøbing F.: 

Mads Peder Madsen, 80 år den 13. 
august. \ 

Kobenhavn Centrum Gren: 

Karla Andersen, Nansensgade 1, 65 
år den 15. august. 



Horsens: 

Anders Nielsen Munkholm, 70 år 
den 17. august. 
Odense: 

Mariane Sofie Damsted, 75 år den 
20. august. 



Velsignelser: 

Kobenhavn Søndre Gren: 5. juni: 

Poul Reiner Hansens og Bente Ol- 
sen Hansens to børn, Per Hansen og 
Mette Reiner Hansen, velsignet af hen- 
holdsvis ældste Gert Sommer Jensen 
og ældste Lee Mortensen. 



Dåb: 

Slagelse: 21 . maj: 

Susanne Marie Thomsen 

København Søndre Gren: 4. juni: 

Olga Elisabeth Mortensen 

Silkeborg: 1 1 . juni: 

Bjarne Pedersen 

Odense: 2. juni: 

Jørgen Johannes Larsen 

Carsten John Larsen 

Esbjerg: 7. juni: 

Kristen Hill Pedersen 

Jan Rohde Pedersen 

Aarhus: 1 1 . juni: 

Mathilde Eriksen 



Døbt af: 

Broder Erik Høgdahl Thomsen 

Ældste Byron P. Halling 

Broder Vagn O. Darre 

Ældste John Earl Lowe 
Ældste John Earl Lowe 

Broder Arne Pedersen 
Broder Arne Pedersen 

Ældste Marlin Andrew Hill 



Håndspålæggelse ved: 

Broder Børge Grand Hansen 

Ældste Byron P. Halling 

Broder Vagn O. Darre 

Broder Børge Høvsgaard 
Broder Børge Høvsgaard 

Broder Karl Blohm 

Broder Jens Christian Laurids Lundbæk 

Ældste Richard Carlquist 



Ordinationer: 


Til: 


Aarhus: 22. maj: 




Leo Fugl 


Diakon 


5. juni: 




Niels Holm Bendtsen 


Diakon 


Slagelse: 22. maj: 




Hans Thorhauge 


Ældste 


København Nordre Gren: 22. maj: 




Erik Toft 


Ældste 


Preben Johannessen 


Ældste 


København Centrum Gren: 22. maj: 




Ole Hansen 


Ældste 



Ordineret: af: 

Broder Orla Rode Nielsen 

Broder Christian Holm Bendtsen 

Missionspræsident R. Earl Sorenson 

Missionspræsident R. Earl Sorenson 
Broder Tom Asmussen 

Broder Tom Asmussen 



Missionærankomster: 

Med fly via New York er følgende missionærer ankom- 
met til den danske mission: 

15. juni: 

Linda Coburn fra Laie, Hawaii, beskikket til at arbejde 
i Silkeborg. 

Thomas Gronbeck Harlow fra Cleveland, Ohio, beskik- 
ket til at arbejde i Herning. 

21. juni: 

Norman Koch Andersen fra Salt Lake City, Utah, be- 
skikket til at arbejde i Hillerød. 



Missionærforflyttelser: Fra: 

17. juni: 

Karen Brown Randers 

Elsa Andersson Silkeborg 

Barbara Christensen Silkeborg 

Kirsten Nielsen Aarhus 

Kathlene Beverly Randers 

24. juni 

Lynn Erickson Fredericia 

Kent Sorensen Herning 



Til: 

Silkeborg 

Aarhus 

Randers 

Randers 

Missionskontoret 

Herlev 
Fredericia 






▲ 



Thomas G. Harlow 



Linda Coburn 



Norman Koch Andersen 



137 



<^~ i S5 cv ' <^ 



<rcvte^\/d<risl<c s«e*v»^\er* 



y 



i sU&ve e>ai »hvij-revi 




/fer* til bulter 



Vil De gerne have orden i dem? 

Så er løsningen her! 




Mappe til genealogiske skemaer 

blå, med billede af templet i Schweiz og dansk tekst i 
guldtryk. Indstillelig til få eller mange skemaer. 

Pris: kr. 10,00. 

Kan bestilles ved indsendelse af beløbet til postgirokonto 333 38, 
Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, Dalgas Boulevard 164, 
København F. Husk på talonen at skrive hvad der ønskes. 



"X5 

8 



© 



Biler, så er det her det foregår. Specialitet er stadig fol- 
kevogne, men andre mærker haves også. 

Venlig hilsen 
Mogens - HE 3280 



10% rabat på alle lædervarer 
til kirkens medlemmer 

Kufferter - visit- og rejsetasker - punge - tegnebøger 
skolemapper - dokumentmapper m. m. 

LÆDERVAREFORRETNINGEN LE SAC 

v Ruth Hansen 

GI. Kongevej 163 - VE. 6397 



H. P. BALTZER 

Begravelsesforretning 

(Vanløse Ligkistemagasin) 

Begravelser ordnes overalt - egen rustvogn 

Jyllingevej 8 - København - (01)7175 01 



c^c^im. 




Billetter til originalpriser: TOG, FLY, SKIB, hotel- 
reservationer, forsikringer, valuta m. m. Individuelle 
rejser, selskabsrejser. 

Jj®GEN§ENS 

JERNBANEGADE 7 - KØBENHAVN V. 
TLF. (01) 15 95 80 

Ryesgade 20 - Århus C. - TIf. (061) 2 99 66